Fotos: Kim Matthäi Leland
Med mere end 400 spændte publikummer i salen skulle årets fem frivilligpriser afsløres til årets Idræts- & Frivilligfestival.
Frivilligpriserne er udvalgt af Forenings – og Frivillighedsudvalget på baggrund af indstillinger fra de mange foreninger i Vallensbæk, og vinderne blev afsløret af formand for Forenings- og Frivillighedsudvalget Morten Schou Jørgensen.
Årets Ungdomsleder i Vallensbæk 2023
Fælles for årets to ungdomsledere er, at de begge har udført et kæmpe arbejde for Vallensbæks ungdom gennem mere end tre år. Priserne gik nemlig til Cihan Cengis fra Vallensbæk IF Fodbold og Rasmus Hyldekvist Jensen fra Vallensbæk Håndbold.
Cihan Cengis blev årets ungdomsleder.
Cihan Cengis, der går under navnet CC, har fulgt det nuværende U9-drenge-hold i tre år i Vallensbæk IF Fodbold. CC har fortjent prisen for sit fokus på holdånd, fællesskab og deltagelse og for sin utrættelige indsats for at inkludere alle spillerne i en ellers udpræget konkurrencesport som fodbold. Som træner prioriterer han det sociale aspekt ved fodboldspillet og er med til at fastholde de drenge, der primært spiller for fornøjelsens skyld og ikke dyrker fodboldens konkurrenceaspekt, i sporten og foreningen.
Rasmus Hyldekvist Jensen blev også hyldet som årets ungdomsleder.
Rasmus Hyldekvist Jensen, der lige nu træner U13 Drenge i Vallensbæk Håndbold. Rasmus begyndte selv i en sen alder at spille håndhold, men hans fortid som spejderleder har givet ham et godt tag på især drengene, uanset om det er dem, der har det nemt eller svært. Rasmus prioriterer, at alle kommer med til kampe, uanset spillernes evner på banen. Fremmødet til træning er stort, fordi det altid er sjovt, og fordi Rasmus er god til at rose spillerne, når de gør noget godt.
Årets Ildsjæl i Vallensbæk 2023
Årets ildsjæl blev Asbjørn Larsen.
Herefter blev Årets Ildsjæl 2023 kåret. Prisen gik til Asbjørn Larsen fra Scooterbanden, der netop har fejret tre års jubilæum i 2023. Banden, der startede som et tiltag mod ensomhed i samarbejde med kommunen, bliver i dag båret af Asbjørn. Mange med elscooter er begrænset i deres udgang, fordi de er bange for at køre alene eller gå i stå.
Gennem Scooterbanden får disse borgere et fællesskab og får frisk luft og oplever naturen og andre skønne ting. Uden Asbjørn ville der ikke være nogen Scooterbande. Han står for at finde og prøvekøre nye ruter, brygge kaffe og koordinere med alle deltagere. Asbjørn er sågar begyndt at have en pumpe med rundt, efter en af scooterne punkterede på en tur, for en rigtig flokleder efterlader ingen på ruten.
Årets Initiativ i Vallensbæk 2023
Emilie Rosengren Johansen og Henrik Jørgensen fra Vallensbæk Rideklub. Isabella Blond havde ikke mulighed for at deltage i selve prisoverrækkelsen.
Emilie Rosengren Johansen, Isabella Blond og Henrik Jørgensen fra Vallensbæk Rideklub blev hædret for Årets Initiativ 2023. Trods det at Vallensbæk Rideklub er en relativ ny klub, har man i 2023 afviklet både internationalt stævne i paradressur, landsstævne i springning og hele to DM-stævner i dressur for både seniorer og unge ryttere - samt både rask ryttere og pararyttere.
Det har klubben ikke formået tidligere, og det ville den ikke kunne uden de tre stævneledere Emilie Rosengren Johansen, Isabella Blond og Henrik Jørgensen. Overskuddet fra stævnerne er betydeligt, og det kanaliseres tilbage til arbejdet i klubben og til driften af Rideakademiet til glæde for alle brugerne af Rideakademiet.
Årets Tandhjul i Vallensbæk 2023
Ingolf Mathiesen blev Årets Tandhjul, der er en nyoprettet pris.
Som noget nyt skulle der også uddeles en pris for Årets Tandhjul til Idræts- & Frivillighedsfestivalen som en hyldest til de frivillige, der år efter år udfører et ofte knap så synligt arbejde, som dog alligevel gør en forskel for hele driften af foreningen. Årets Tandhjul 2023 blev Ingolf Mathiesen, der er Formand for brugerbestyrelsen for Seniorhuset Korsagergård.
Ingolf begyndte som frivillig i Seniorhuset Korsagergård for 14 år siden. Han har lavet it-hjælp, startet slægtsforskning op og arrangeret adskillige udflugter og seniorrejser for Seniorhusets brugere. Siden 2018 har Ingolf været formand for Seniorhusets brugerbestyrelse – en opgave, som Ingolf mestrer til perfektion.
Vinder af Hockerups Mindepris 2023
Derudover blev Hockerups Mindepris også uddelt. Prisen er skabt til ære for Vallensbæks tidligere borgmester, Kurt Hockerup, og er kommunens foreningsstafet og ’vandrepokal’. Sidste års vinder Lions Vallensbæk har valgt at Hockerups Mindepris i år tildeles Vallensbæk Børneteater Zebragruppen, der i år har 40 års jubilæum. Foto øverst.
Zebragruppen er en forening, hvor man kan gå til drama og teater, fra man er 7 til 16 år. De er en institution, der gennem årene har givet mange børn og unge en indsigt i kulturlivet og især scenekunsten.