Det tager typisk omkring 50 dage at få behandlet en byggesag, når man ser på landet som helhed – og i nogle kommuner er den gennemsnitlige behandlingstid helt oppe over 100 dage.
Men i Vallensbæk på den københavnske vestegn har man besluttet, at byggesagerne skal behandles, lige så hurtigt som de kommer ind. For private byggesager, som for eksempel carporte og altaner, er ventetiden helt nede på 2-3 dage, og for virksomheder er den så til gengæld lidt længere – men stadig kort i forhold til mange andre kommuner.
”Jeg synes, det er flot, at vi gør det så godt. Vi er til for at give vores borgere og virksomheder den allerbedste service, og statistikken for byggesager viser jo, at vi lykkes godt med det”, siger Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen.
Data for sagsbehandlingstiderne kommer fra det landsdækkende system Byg og Miljø. Opgørelsen gælder for 2019 og er foretaget af Dansk Byggeri.
Sagsbehandlingstiderne viser antallet af dage, det i gennemsnit tager at få behandlet en sag fra den dato, hvor alle en fyldestgørende ansøgning er modtaget til der er givet tilladelse eller afslag.