De næste uger kommer lokalbetjente fra Københavns Vestegns Politi ud på udvalgte skoler fra morgenstunden for at sætte fokus på lys på cyklen.
”Stærke lys og gode reflekser kan være med til at undgå ulykker med cyklister i de mørke måneder, så sørg for, dit barn lyser godt op i mørket”, siger politiassistent Marlene Bendix, Københavns Vestegns Politi.
Sjove cykelhjelmsovertræk til de fem bedste cyklister
Udover gode råd vil lokalbetjentene også uddele cykellygter til nogle af de cyklende elever samt uddele sjove cykelhjelmsovertræk hvert sted til de fem bedste cyklister.
”Vi glæder os rigtig meget til at komme forbi og til at tale med både børn og voksne om trafiksikkerhed”, siger Marlene Bendix.
Indsatsen afvikles i et samarbejde mellem kommuner og politi i Vestegnens Trafiksikkerhedsråd og skal med fokus, information og uddeling af bl.a. cykellygter bidrage til at forebygge trafikulykker med cyklister i folkeskolealderen.
Kender du reglerne?
Cykellygter skal bl.a. kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand og være synlige fra siden ifølge loven. Læs mere på sikkertrafik.dk