I disse dage bliver der snakket en del om, hvor meget af vores plast der egentlig bliver genanvendt, når det kommer til stykket. På Vestforbrænding bliver mindst 75% af den indsamlede plast brugt til genanvendelse.
Vestforbrænding kan ikke genkende påstanden om, at der kun genanvendes 15% af den indsamlede plast. Dette tal, som netop har figureret i medierne og med Dansk Affaldsforening som kilde, er meget langt fra virkeligheden på Vestforbrænding. Her bliver mindst 75% af den indsamlede plast afsat til genanvendelse.
Udviklingschef i Vestforbrænding, Yvonne Amskov fortæller:
- ”Det nytter, når godt 700.000 borgere i Vestforbrændings opland sorterer husholdningsplast. De kontrakter, som Vestforbrænding har indgået med vores aftagere, sikrer altså en genanvendelsesprocent på 75%”.
Der ydes en stor indsats med sortering af affald, og Vestforbrændings ejerkommuner står for indsamling af godt 5.000 tons plast i 2018.