Kroppedal Museum vil i marts 2020 lave museumsundersøgelser på Strandengen. Det er det grønne område mellem Vallensbæk Havnevej og Ved Strandparken.
Museet har en mistanke om, at der gemmer sig fortidsminder i den vestegnske muld, og derfor vil de lave udgravninger og undersøgelser. Først når vi kender resultatet af dem, kan vi gå i gang med at omdanne det grønne område til et skønt bindeled mellem byen og havnen.
Lokalplan vedtaget i sommeren 2019
I juni 2019 blev lokalplanen for hele området omkring havnen og stranden vedtaget. I den er der skabt plads til at havn- og strandområdet kan udvikles, så der bliver en bedre forbindelse mellem byen, havnen og stranden.
Strandengen er det første grønne område du møder, når du går fra det grønne strøg og ned mod havnen. Både borgere og naboer til det grønne område har tidligere ytret ønske om, at det bliver mere brugbart for flere borgere - både børn, voksne og barnlige sjæle.
Derfor ønsker vi at videreføre det grønne strøg helt ned til havnen, så det skaber en fin sammenhæng fra by til havn.
Det endelige projekt
Når Kroppedal Museum er færdig med deres undersøgelser, og vi kender resultatet af dem, kan vi gå i gang med at færdiggøre den endelige skitse for projektet, som både tager højde for resultaterne og de øvrige restriktioner, som der er i området.
For strandengen er underlagt naturbeskyttelse, søbeskyttelse og strandbeskyttelse, og det endelige projekt vil kræve dispensationer fra alle tre.
Når det endelige projekt ligger klar, vil du høre nærmere.