Amatørteater fejrer 25-års-jubilæum

Det begyndte med en lille seddel hos det lokale pizzeria.

’Er der nogen, der vil være med til at lave teater i Vallensbæk?’ stod der.

Det ville Anette Stryhn gerne. Hun og søsteren var allerede begyndt at spille teater gennem arbejdet i Synoptik og drømte om en teatergruppe i Vallensbæk.

Den 12. januar 1994 blev der afholdt stiftende generalforsamling. Næsten 40 mennesker mødte op, og Vallensbæk Amatør Teater blev en realitet. I gruppens første år opbevarede de rekvisitter og kostumer i et lokale hos Synoptik i Glostrup.

”Så slæbte vi tingene frem og tilbage til Egholmskolen, hvor vi øvede,” husker Anette.

Senere fik teatergruppen faste lokaler i Egholmskolens kælder, og det er her, vi møder Anette en tirsdag aften. 25 år senere er Anette stadig med – både som formand og skuespiller.

I gruppens rekvisit- og kostumerum hænger blazere, striktrøjer og pailletkjoler på bøjlestænger langs væggen. Der er makeup-pensler, gammelt porcelæn og et billede af Prins Henrik, og på en reol er hatte i alskens former og farver stablet i stakke. En sort hat med bronzeemblemer er netop landet på hylden – det er en donation fra et plejehjem. 

”Det er ting, vi har samlet gennem 25 år,” fortæller Anette og kigger rundt i kælderlokalet: ”Vi finder ting på tilbud, i genbrug, den blå avis eller loppemarkeder.”

Vilde med revy

Ligesom rekvisitterne er blevet skiftet ud, har truppen og stykkerne også ændret sig gennem årene, og de seneste år har der været revy på premiereplakaten.

”Det har vist sig at være lettere at lave revy, da det ikke er sikkert, vi har de samme folk gennem hele sæsonen. Det er lettere at skifte et revynummer eller en person ud – og så er vi blevet afhængige af det. Vi synes bare, at revy er så sjovt.”

I år kan Vallensbæk Amatør Teater altså fejre 25-års-jubilæum og uden at afsløre for meget, kan Anette godt røbe, at de har støvet nogle gamle sketches af, og derudover er der selvfølgelig et sølvbryllupstema.

Denne tirsdag er gruppen samlet for at øve. Tirsdag aften er fast øvedag, og i mødelokalet bliver der spillet guitar og sunget sange. Rummet er indrettet med gamle møbler, indrammede plakater fra tidligere sæsoner og en miniscene, som gruppen fik bygget sidste år. På tværs gennem den ene del af rummet hænger en tørresnor med A4-ark på stribe.

”Vi hænger sedler med ideer til sange og sketches op på tørresnoren, og så tager man de sedler, man brænder for, med hjem og skriver på det,” siger Anette og tilføjer:

”Når vi præsenterer en sketch for hinanden, og folk siger ’hmm’, så dur det ikke. Vi skal ligesom tænde på ideen og grine, før vi går videre med den. Målet er, at både publikum og vi har det sjovt.”

Sjovt er netop fællesnævneren i gruppen, der ellers er en broget folk med vidt forskellig baggrund, forklarer Anette:

”Vi er meget forskellige, men har det til fælles, at vi alle er lidt skøre og synes, det er rigtig sjovt at være fjollet engang imellem.”

En lille slags familie

Heidi Eriksen har været en del af Vallensbæk Amatør Teater siden 2013. Efter at have holdt mange års teaterpause, var det dengang på tide for hende at komme tilbage til de skrå brædder:

”Jeg blev mødt med åbne arme og kærlighed med det samme. Det har jo gjort, at jeg stadig er her. Vi er en lille slags familie,” siger hun.

Og selv om det kan være noget af et puslespil at få familieliv, fuldtidsjob og frivilligt teater til at gå op i en højere enhed, er der ikke noget alternativ for Heidi:

”Jeg ville ærgre mig gul og blå, hvis jeg så de andre på scenen, og jeg ikke var med. Jeg kan jo godt lide at stå på den scene. Det giver mig så meget glæde.”

Det er Anette enig i:

”Lige så snart, jeg kommer herned, og vi synger vores første sang, er det rart. Så glemmer du, at du har været på arbejde hele dagen. Når jeg kører hjem herfra, er jeg helt høj.”