Håndarbejde er afstressende og godt for krop og sjæl. Det stimulerer fantasien og kreativiteten, holder hjernen i form og er godt for de sociale relationer.
Derfor starter SFO’en på Egholmskolen, Seniorhuset Korsagergård og Center for Sundhed, Kultur og Fritid et nyt projekt op, hvor kreative ildsjæle fra Vallensbæk skal være med til at øge børnenes interesse for håndarbejde; strikning, hækling og broderi.
Formålet med projektet er både at skabe relationer på tværs af aldersgrænser og øge børnenes interesse for klassisk håndarbejde.
Har du lyst til at være strikketante eller onkel?
Som frivillig strikketante og -onkel vil du være med i SFO’ens kreativitetsrum hver 14. dag. Tidsrummet er ca. 14.30-16.00 og aldersgruppen på de børn, som du skal være kreative sammen med, er fra 0. til 4. klasse.
Vi vil arbejde på, at I er to eller tre afsted ad gangen, så I får et fællesskab.
Vi vil afprøve konceptet indtil juni 2019, hvorefter vi evaluerer.