Med et ønske om at sætte familien først og tid af til leg og fællesskab, kommer Hele Danmarks Familieklub nu til Vallensbæk. Vi søger derfor familier og frivillige, der vil være en del af det hyggelige fællesskab.
I mødes på Pilehaveskolen til aftensmad og hygge torsdage i lige uger. Første gang er torsdag den 2. april 2020 kl. 16.30-19.
Nye fællesskaber og oplevelser
I familieklubben har du mulighed for at blive en del af nye fællesskaber, samtidig med du får nogle gode oplevelser som familie.
”Vi hører ofte mange familier sige, at så går sønnen til fodbold, datteren til klaver og faren til svømning, men at det gør en stor forskel at gå til noget hele familien sammen,” siger Karina Simonsen, der er projektkoordinator i Hele Danmarks Familieklub og tilføjer:
”Samtidig mærker vi en lyst til at lære flere familier at kende. En familieklub giver mulighed for at gøre en forskel for andre. Vi har børn, der har fået deres første legekammerat; parforhold, der er blevet stærkere og familier, der har fået ny inspiration til ting, de kan lave.”
Et femårigt projekt
Hele Danmarks Familieklub er et femårigt civilsamfundsprojekt støttet af den A.P. Møllerske Støttefond. Projektet er et partnerskabsprojekt mellem KFUM’s Sociale Arbejde, FDF og KFUM Spejderne.
Hver familieklub består af omkring ni familier, der mødes to gange om måneden gennem et halvt år, og det er gratis at være med. Familien mødes om et aftensmåltid, som de laver og spiser sammen, og derudover vil der være forskellige aktiviteter som et team af frivillige står for. Alle slags familier kan deltage. Enlige forældre, tilflyttere, sammenbragte familier osv.
Vil du være frivillig?
Som frivillig driver du i fællesskab med andre frivillige klubbens 12 mødegange. De ligger hver anden uge en hverdag kl. 16.30-19. Som familie kan du godt deltage, hvor den ene forælder er frivillig og den anden er deltager med børnene.
Skal du og din familie være med?
Tilmeld dig på Hele Danmarks Familieklubs hjemmeside.
I mødes på Pilehaveskolen til aftensmad og hygge torsdage i lige uger. Familieklubben starter torsdag den 2. april 2020 kl. 16.30-19.