Mere end 100 idrætsudøvere og deres trænere blev onsdag fejret i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus til årets store idrætsprisfest. Chokolademedaljer og små konkurrencer ved bordene forsødede aftenen, som bød på hyggeligt samvær, middag og prisuddeling med præmier til store og små. Borgmester Henrik Rasmussen bød velkommen over en velkomstdrink og udtrykte i sin tale stor stolthed over de fremmødte idrætsudøveres flotte præstationer.
2018 var et godt år for idrætslivet i Vallensbæk: 49 vundne sjællandsmesterskaber og 177 medaljer er det blevet til ved nationale, nordiske og europæiske mesterskaber det seneste år. Otte vallensbækkere har i 2018 deltaget i VM i deres respektive sportsgrene, hvoraf Lars Arp Hansen fra Vallensbæk Vandskiklub vandt en bronzemedalje.
Aftenen sluttede af med et magisk show af tryllekunstneren Sunny Cagara, der med sine tryllerier og tankelæsertricks tog fusen på de mange fremmødte.