Her kan du læse om energi og varmeforsyning i Vallensbæk Kommune.
Fjernvarme
Der er stor efterspørgsel på fjernvarme lige for tiden, og i Vallensbæk Kommune får vi mange henvendelser fra borgere, som er interesseret i at vide, om der kommer fjernvarme til deres område.
I Vallensbæk Kommune leveres fjernvarme af VEKS, og fordeles til brugerne via Vallensbæk Fjernvarme Nord a.m.b.a, nord for Holbækmotorvejen og af Vallensbæk Fjernvarme Syd a.m.b.a. syd for Holbækmotorvejen.
Både Vallensbæk Fjernvarme Syd og Vallensbæk Fjernvarme Nord har meddelt kommunen, at man ønsker at udvide forsyningen af fjernvarme i Vallensbæk.
Har du spørgsmål til, om der kommer fjernvarme til dit område, skal du tage kontakt til fjernvarmeselskabet, der leverer til dit område.
Vallensbæk Nord
Du kan finde informationer om udvidelse af fjernvarme i nord på: vfnord.dk
Vallensbæk Syd
Du kan finde informationer om udvidelse af fjernvarme i syd på: vfsyd.dk
Jordvarmeanlæg
Ansøgning om jordvarme
Ved etablering af et jordvarmeanlæg skal kommunen give tilladelse efter jordvarmebekendtgørelsen. En ansøgning om tilladelse skal ledsages af de oplysninger, som er angivet på bilag 1 i jordvarmebekendtgørelsen Læs bekendtgørelsen her.
Der er dog etableret en anmeldeordning for ikke-industrielle terrænnære jordvarmeanlæg, der ligger udenfor områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger, og som alene anvender de frostsikringsmidler, der er nævnt i jordvarmebekendtgørelsen § 15, stk. 1. Denne type anlæg skal blot anmeldes til kommunen. En anmeldelse af et jordvarmeanlæg skal ledsages af de oplysninger, som er angivet på bilag 2 i jordvarmebekendtgørelsen. Læs bekendtgørelsen her.
Du kan fortsætte læsningen om jordvarmeanlæg på miljøstyrelsens hjemmeside: mst.dk
På Byg og Miljø kan du anmelde eller søge om tilladelse til etablering af jordvarmeanlæg. Du skal starte et projekt i kategorien ”Vand, varme, affald, energi, miljø og natur”.
BBR
Vær opmærksom på at færdigmelde anlægget når det er installeret. Når vi har modtaget færdigmeldingen, registrerer vi jordvarmeanlægget i BBR.
Særligt ved lodrette jordvarmeanlæg
Hvis du ønsker at etablere et lodret jordvarmeanlæg, skal du være opmærksom på, at der inden ansøgning om etablering skal laves en miljøscreening, som skal godkendes af miljøafdelingen i Ishøj Kommune. Miljøscreeningen skal sendes til pvm@ishoj.dk.
Varmepumper
Varmepumper kan fås som enten en luft til luft-varmepumpe eller luft til vand-varmepumpe. Du kan må energistyrelsens hjemmeside læse mere om, hvilken varmepumpe, der egner sig bedst til dit hjem.
www.sparenergi.dk/forbruger/vaerktoejer/varmepumpelisten
Uanset hvilken varmepumpe du vælger, skal du være opmærksom på følgende:
Støj
Selv de støjsvage varmepumper støjer, og derfor er det vigtigt, at du undersøger forholdene grundigt, inden du køber og opsætter en varmepumpe.
Støj fra en varmepumpe kan være en potentiel årsag til nabostridigheder, og derfor er det vigtigt at du først og fremmest overholder Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for varmepumper. I tilfælde af klager over støj fra en varmepumpe, kan kommunen give påbud efter § 42 i Miljøbeskyttelsesloven om nedbringelse af støjen.
Inden installation skal du derfor have fundet en placering, hvor du overholder Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for støj, så du ikke generer dine naboer. Nogle gode råd er:
- Vis hensyn! Placering af varmepumpen skal gerne være længst væk fra naboskel
- Tag højde for at hårde overflader (som fx flisebelægning) mellem varmepumpe og nabo reflekterer støj, mens bløde overflader (fx græs og buskads) absorberer støj.
- Udnyt evt. de omkringliggende bygninger som støjskærm, da bygninger skærmer støj.
- Undgå at placere varmepumpen højt, da det kan øge støjen.
Desuden skal du sikre dig, at den varmepumpe du ønsker opsat, er en støjsvag varmepumpe, som kan overholde Miljøstyrelsens støjgrænseværdi på 35 dB(A) til naboer. Snak med din forhandler.
Placering
Placeringen af varmepumpen er vigtig i forholde til støj, men vi anbefaler desuden, at du placerer den, så den er mindst mulig synlig for nabo og vej.
Tilslutningspligt
Du skal være opmærksom på, at der kan være tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning (fjernvarme eller naturgas) i dit område. Orienter dig i den gældende lokalplan om, hvad der gælder for din ejendom.
Grundejerforening og lokalplan
En varmepumpe kræver ikke tilladelse fra kommunen, men der kan være særlige regler i din grundejerforening, som du skal være opmærksom på. Tag derfor kontakt til din grundejerforening, hvis du ønsker en varmepumpe.
Du skal også være opmærksom på, at der kan være bestemmelser i lokalplanen eller en deklaration for dit område, som der skal tages hensyn til.
BBR
Husk at rette din boligs oplysninger når du skifter varmeform.
Du kan rette dem på kommunens hjemmeside om BBR.
Solceller og solfanger
Hvis du ønsker at udnytte solens energi, kan du bruge solceller, som producerer strøm og/eller solfanger, som producerer varmt vand.
Hvis du ønsker at have solcelle-/solfangeranlæg på taget på din ejendom, skal du være opmærksom på, om der gælder særlige regler for din ejendom.
Du skal derfor altid orientere dig i den gældende lokalplan/deklaration samt undersøge, om din grundejerforening har særlige retningslinjer for opsætning af solcelle-/solfangeranlæg.
Der kan være krav om tagkonstruktionens hældning, blankhed og lignende, som der skal tages hensyn til.
Fritstående solceller kræver en byggetilladelse, og skal derfor ansøges om via Byg og Miljø.