Når Team Rynkeby Galibier til sommer triller mod Paris, er Camilla Tut Dahlfelt fra Vallensbæk igen blandt rytterne. For femte år i træk cykler hun med for at samle penge ind til Børnecancerfonden og Børnelungefonden.
- Jeg kender familier med børn, der har haft kræft. Man ved, hvor meget det betyder, at der bliver forsket, og at familierne får støtte. Hvis man har overskud til at hjælpe, så synes jeg, man skal gøre det, fortæller hun.
Indsamlingen foregår hele året gennem sponsorater, lokale aktiviteter og salg – for eksempel af julekalendere.
- Jeg har været rundt i Vallensbæk og solgt omkring 200 julekalendere. Og folk tager virkelig godt imod det, når de hører, hvad pengene går til, vurderer Camilla.
Den gule familie
Udover indsamlingen kræver det mange timers træning. På et almindeligt hold træner rytterne to gange om ugen, på bjergholdet trænes der en del mere, og derudover er der frivilligt arbejde og arrangementer, som også kræver tid. Og det hele hænger tæt sammen:
- Team Rynkeby er et kæmpe fællesskab. Det giver mig ’den gule familie’, som jeg ikke vidste, jeg havde brug for, erkender hun og fortsætter:
- For når man cykler så langt sammen og laver alle de her ting, åbner folk sig også for hinanden.
Selve turen til Paris foregår over en uge, hvor rytterne cykler gennem Europa. For bjergholdet, som Camilla cykler på, går turen fra Italien over Alperne til Paris, hvor lange etaper og mange højdemeter venter.
Men selv om det kræver både tid og penge at være med, giver det mindst lige så meget igen.
- Det giver mig overskud og glæde og et kæmpe netværk, jeg kan trække på, fastslår hun.


