Elever viser vejen til en tryggere skoletrafik

Publiceret 27-08-2026

I 14 dage har elever fra Vallensbæk Skole været på gaden fra morgenstunden for at sætte fokus på en tryg og sikker skolevej. Med flyers, gode råd og godt humør har de taget aktiv del i trafikken omkring deres egen skole.

Vallensbæk Skoles KulturCrew har været med helt fremme i trafikkampagnen og taget imod elever og forældre ved skolen hver morgen.

Mens mange klassekammerater stadig var på vej ud ad døren, stod elever fra Vallensbæk Skoles KulturCrew og elevråd klar omkring skolen. Hver morgen gennem de seneste 14 dage har de mødt elever, forældre og andre trafikanter med et smil, et ønske om en god dag – og en venlig påmindelse om at passe godt på hinanden i morgentrafikken.

Som en del af kampagnen har eleverne selv udarbejdet flyers med gode råd til trafikken omkring skolen, som de har delt ud om morgenen.

Elevernes engagement gør en forskel

Trafikkampagnen blev rundet af med besøg af skolens lokalbetjente, som sammen med eleverne var med til at sætte ekstra fokus på trafiksikkerheden.

Eleverne har gennem de 14 dage oplevet stor opbakning fra forældrene. Mange har kvitteret med smil, vink og anerkendende nik, og flere har fortalt eleverne, at de synes, det er en god og vigtig indsats.

Det har samtidig givet eleverne en konkret oplevelse af, at deres engagement kan være med til at gøre en forskel for andre.

Plakater langs vejen minder trafikanterne om at vise hensyn og være med til at skabe en tryg skolevej omkring Vallensbæk Skole.

På gaden igen til oktober

Selvom elevernes morgenvagter er slut for denne gang, fortsætter fokus på den sikre skolevej. Plakater omkring skolen minder fortsat trafikanterne om at vise hensyn og følge færdselsreglerne.

Til oktober vender eleverne tilbage med trafikkampagnen og sætter igen fokus på en tryg og sikker skolevej for alle.

Hvad er KulturCrew?

KulturCrew består af elever, der hjælper med at forberede og afvikle kulturelle arrangementer på skolen. De tager blandt andet imod professionelle musikere, hjælper med praktiske opgaver og informerer de øvrige elever.

KulturCrew giver eleverne erfaring med ansvar, samarbejde og formidling og er en del af skolernes samarbejde med Levende Musik i Skolen (LMS).