Louisehjemmet åbner inden længe

Publiceret 09-02-2026

Det nye friplejehjem, Louisehjemmet Vallensbæk, åbner i juni.

Nyopført gul mustensbygning i to etager med store facadevinduer.

Byggeriet af det nye Louisehjemmet er nu så langt, at Diakonissestiftelsen inviterer alle interesserede til åbent hus i slutningen af februar.

1. juni 2026. Det er den dato, hvor Diakonissestiftelsen forventer, at de kan åbne det nye friplejehjem Louisehjemmet i Vallensbæk med 48 nye og moderne plejehjemsboliger.

- Når Louisehjemmet Vallensbæk åbner, får vi et stærkt supplement til vores eksisterende kommunale plejeboliger. Det betyder, at vores ældre borgere får mulighed for at vælge det plejehjem, der bedst kan indfri deres ønsker og behov, siger borgmester Henrik Rasmussen.

Åbent hus i februar

Diakonissestiftelsen har også spændt fulgt byggeriet i Vallensbæk, som varetages af Scandinavian Property Development. Faktisk er man nu så langt, at Diakonissestiftelsen vil invitere alle interesserede til åbent hus i slutningen af februar.

Her kan man med selvsyn opleve, hvordan den hesteskoformede bygning og udearealerne er indrettet til at tage hensyn til ældre med forskellige plejebehov, herunder også ældre med en demenssygdom.

Ved siden af Louisehjemmet er der opført 16 seniorboliger, hvor de første beboere allerede er flyttet ind. Seniorboligerne administreres af Scandinavian Property Development.

Åbent hus på Louisehjemmet Vallensbæk

Kom forbi lørdag den 28. februar fra kl. 12-15 på Gymnasievej 39, hvis du fx

  • Gerne vil bo på Louisehjemmet: Mød forstander Christina Bischoff fra Diakonissestiftelsen, og hør om værdierne og hverdagen. 
  • Er interesseret i et job på Louisehjemmet
  • Gerne vil være frivillig på Louisehjemmet
  • Er nabo og nysgerrig på, hvordan Louisehjemmet ser ud?

Diakonissestiftelsen byder på kaffe og kage.