Åbent Fællesskab vender tilbage

Publiceret 10-06-2026

Har du et fedt fællesskab, som du vil dele med andre? Så meld jer på banen til Åbent Fællesskab i august og september.

I uge 35 og 36 er der igen i år Åbent Fællesskab, hvor vi åbner dørene til de mange fællesskaber, der er rundt omkring i Vallensbæk.

- Vallensbæk har allerede et rigt og varieret foreningsliv, og vi kan jo se, at det er med til at skabe grobund for livskvalitet. Vi bliver simpelthen gladere som mennesker, når vi samles i fritidslivet, og det giver et stærkt lokalsamfund, siger borgmester Henrik Rasmussen, som håber, at endnu flere har lyst til at opsøge et nyt kommende fællesskab.

Flere uformelle klubber

Mange af de lokale og veletablerede foreninger er allerede med, så i år håber Vallensbæk Kommune at få de mere uformelle klubber på banen. Det fortæller idræts- og frivillighedskonsulent Elisabet Moesgaard.

- Det kan være alt lige fra den der uformelle løbeklub, man måske har med andre fra vejen, eller hvis man mødes og strikker sammen eller læser sammen med andre i en bogklub. Det kræver kun, at man har lyst til at få nye bekendtskaber og har plads til at åbne cirklen lidt op, siger hun.

Man bestemmer selv, om man vil afvikle en eller flere aktiviteter i løbet af de to uger, og om der skal være tilmelding til arrangementet. Kommunen tilbyder til gengæld hjælp med promovering i form af invitationer og et husomdelt program til alle byens borgere.

Åbne Fællesskaber

  • Åbent Fællesskab 2026 foregår i uge 35 og 36 fra den 24. august til den 6. september.
  • Sidste år kunne man blandt mange ting prøve kajak, kreative workshops og få en guidet tour på havnen med havnevandring og frokost.
  • Åbent Fællesskab er et af de initiativer, Vallensbæk Kommune har søsat, for at understøtte fællesskaberne på tværs.

Tilmeld en aktivitet

Skal jeres fællesskab have en aktivitet med i år?

Tilmeld her

Vidste du?

at Vallensbæk lå i top, hvad angår livskvalitet, i en omfattende undersøgelse, som Realdania præsenterede i 2025. Undersøgelsen viste, at faktorer som fællesskab, tryghed og nærmiljø spiller en afgørende rolle for vores opfattelse af trivsel.