Efter flere års anlægsarbejde er dagen endelig kommet: Den 22. august åbner Hovedstadens Letbane hele sin strækning fra Ishøj til Lundtofte, når de sidste 17 stationer tages i brug.
Det markeres med en festdag for hele hovedstadsområdet, hvor borgere inviteres til at opleve Letbanen, deltage i gratis aktiviteter langs strækningen og være med til den officielle åbningsceremoni og store folkefest ved Gladsaxe Rådhus med oplevelser og musik fra blandede danske kunstnere.
”Den 22. august bliver en historisk dag. Ikke kun for Hovedstadens Letbane, men for hele hovedstadsområdet. Når vi åbner den fulde strækning, binder vi byer, uddannelser, arbejdspladser og hospitaler tættere sammen og giver borgerne et helt nyt transporttilbud på tværs af regionen. Derfor glæder vi os også til at fejre dagen sammen med tusindvis af borgere, som endelig kan tage hele Letbanen i brug”, siger Sofie Karen Lindberg, direktør for kommunikation og marketing i Hovedstadens Letbane.
Folkefest ved Gladsaxe Rådhus
Åbningsdagen begynder med en officiel indvielsestur gennem den nye nordlige del af letbanen. Undervejs markeres åbningen med snoreklip ved udvalgte stationer, inden dagen fortsætter med officiel åbningsceremoni og folkefest ved Gladsaxe Rådhus.
Her venter musik, underholdning og aktiviteter for både børn og voksne. Publikum kan blandt andet opleve science-shows fra DTU, kreative aktiviteter, streetart, teaterindslag og action-oplevelser, mens et stort sceneprogram med flere etablerede danske kunstnere danner rammen om fejringen. Åbningsdagen afholdes samtidig med Gladsaxedagen, og i samarbejde med Gladsaxe Kommune skabes en fælles festdag med aktiviteter i hele området omkring Gladsaxe Rådhus.
Oplevelser langs hele strækningen - også i Vallensbæk
Fejringen stopper ikke i Gladsaxe. Langs hele Letbanens strækning arrangerer kommunerne lokale aktiviteter ved stationer og knudepunkter, hvor borgere kan opleve alt fra musik og koroptrædener til konkurrencer, streetfodbold, loppemarkeder og gratis is. Se det fulde program på dinletbane.dk
Hovedstadens Letbanes medarbejdere vil ligeledes være til stede på stationerne for at byde passagererne velkommen og dele merchandise og fribilletter ud. Samtidig vil mobile underholdere som ballonartister, ansigtsmalere, tryllekunstnere og mimere skabe stemning i både tog og på stationer – også i perioder med eventuel ventetid.
For at give så mange som muligt mulighed for at opleve den nye Letbane bliver det gratis at rejse med både Letbanen og bus 300S på åbningsdagen.


