“Har du modet til at være noget for andre?” Det er sloganet for en ny landsdækkende kampagne fra Børne- og Undervisningsministeriet, der skal få flere mænd til at vælge en social- og sundhedsuddannelse.
Kampagnen er en del af regeringens handlingsplan for mænds og drenges ligestilling og sætter fokus på, at omsorg, ansvar og faglighed ikke har et køn.
Et fag med ansvar, relationer og udvikling
I Vallensbæk arbejder kommunen aktivt for at vise, at SOSU-faget også er en stærk og meningsfuld karrierevej for mænd.
Som social- og sundhedsmedarbejder bliver man en vigtig del af andre menneskers hverdag. Det handler om at skabe tryghed, tage ansvar og gøre en reel forskel – både gennem relationer, faglighed og konkrete handlinger.
Samtidig er faget langt mere alsidigt, end mange forestiller sig.
I Vallensbæk er der gode muligheder – også hvis du ønsker at skifte spor senere i livet. Er du over 25 år, tilbyder kommunen voksenelevløn under hele uddannelsen – også i skoleperioderne.
