På knap syv måneder har Hovedstadens Letbane rundet en vigtig milepæl: én million rejser er gennemført siden åbningen af første etape den 26. oktober 2025. Dermed har Letbanen på kort tid vist sit værd som en ny, sammenhængende kollektiv forbindelse langs Ring 3 for et stort antal passagerer.
Siden åbningen har Letbanen kørt i fast drift på delstrækningen mellem Ishøj og Rødovre Nord, og passagertallene har overgået forventningerne.
-At så mange passagerer allerede benytter Letbanen, vidner om, at vi godt kan ændre folks transportvaner, når vi gør det nemmere at vælge den kollektive transport til. Det er en virkelig god nyhed, må jeg bare understrege. Og når Letbanen til august begynder at køre hvert 5. minut, sætter vi yderligere fart på den udvikling, så det bliver endnu mere attraktivt at bosætte sig og skabe arbejdspladser her, siger Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk Kommune og medlem af bestyrelsen for Hovedstadens Letbane.
Forventer 2,4 millioner passagerer i år
Udviklingen i passagertallet giver optimisme for den videre drift. Hos Hovedstadens Letbane forventer man således fortsat at nå 2,4 millioner passagerer i 2026.
Til august udvides Letbanen med 17 nye stationer fra Rødovre til Lundtofte nord for Lyngby, og driften opgraderes til hvert 5. minut i dagtimerne på hverdage, hvilket vil styrke både kapacitet og tilgængelighed yderligere.
-Vores seneste tilfredshedsmåling viser, at 92 procent af passagerne enten er tilfredse eller meget tilfredse med deres rejse, og tilfredse passagerer trækker flere med sig. Fra august kommer vi til at dække otte kommuner, køre tæt forbi to hospitaler, DTU, en række andre uddannelsesinstitutioner og alle de store virksomheder langs Ring 3, og vores forventning er, at det vil give op mod 12.000 daglige passagerer allerede i år, siger driftsdirektør Søren Boysen fra Hovedstadens Letbane.
De 12.000 daglige passagerer forventes at stige gradvist frem mod 2030, hvor prognoserne viser, at Letbanen vil have 38.000 daglige passagerer.

