Pendlere langs Ring 3 har nu endnu bedre mulighed for at cykle til arbejde med den nye supercykelsti langs Ring 3. Ruten forbinder Ishøj, Vallensbæk, Brøndby, Glostrup, Rødovre, Herlev, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk Kommuner og giver også mulighed for at kombinere cykelture med letbanen på de længere ture.
- I Vallensbæk er vi glade for cyklerne. Vi har en ambition om, at det skal være nemt at komme rundt for alle, og vi arbejder benhårdt for de gode cykelvaner. Med god infrastruktur, cykelkampagner, lånecykler til vores skoleelever og cykelaktiviteter på tværs af generationer. For når alt kommer til alt, handler det om at vise vejen og selv svinge sig op på sadlen. Derfor håber jeg, at vi nu vil se endnu flere cyklister derude på supercykelstierne.
Borgmester Henrik Rasmussen
Han cyklede sammen med andre borgmestre og udvalgsformænd på den nye supercykelsti ruten tirsdag den 22. september, hvor den officielt åbnede.
Supercykelstierne virker
Som borger i Vallensbæk kender du måske allerede cykelstien på Søndre Ringvej, men det betyder noget, at den nu er opgraderet til supercykelsti.
Tal fra Supercykelstierne viser, at når en rute opgraderes til supercykelsti, stiger cykeltrafikken i gennemsnit 52 %. Derefter stiger cykeltrafikken yderligere 6 % årligt de første fem år, og spørger man brugerne, tog 40 % af de helt nye cyklister før bilen.
- Supercykelstierne gør det lettere for flere at tage cyklen til arbejde, også på de længere distancer. For ligesom bil- og togpendlerne er cykelpendlere ligeglad med kommunegrænserne. Men de har brug for at være sikre på, at de kan komme godt frem hele vejen, uanset hvor mange kommuner de skal igennem. Det kan de på supercykelstierne, og derfor får vi flere til at vælge cyklen, fortæller Signe Helledi, sekretariatsleder i Supercykelstisamarbejdet.


