Nyt kraftværk ruster Vallensbæk til kriser 

Publiceret 21-09-2026

Vallensbæk Kommune styrker sit beredskab for at sikre strøm, hvis krisen rammer.

Borgmester på generator

Vallensbæk Kommune arbejder løbende på at styrke sin evne til at håndtere kriser og uforudsete situationer. 

Som et nyt led i indsatsen har kommunen anskaffet et transportabelt minikraftværk, der hurtigt kan sættes ind, hvis strømforsyningen svigter i kommunale bygninger og anlæg. 

– Vi ser desværre en verden, hvor både ekstreme vejrhændelser, tekniske fejl, cyberangreb og andre krisesituationer kan påvirke kritisk infrastruktur. Derfor er det vigtigt, at vi som kommune tager ansvar og investerer i løsninger, der gør os mere robuste og handlekraftige, siger borgmester Henrik Rasmussen. 

Klar til hurtig indsats 

Den nye generator er monteret på en trailer og kan hurtigt transporteres derhen, hvor behovet opstår. Uanset hvorfor et strømsvigt måtte opstå, så giver den mobile generator kommunen et vigtigt ekstra beredskab. 

Generatoren producerer 160 ampere, kører på diesel og er udstyret med et yderst effektivt partikelfilter, som gør den fleksibel at anvende i forskellige situationer. 

En del af et stærkere beredskab 

Det mobile kraftværk er endnu et skridt i kommunens arbejde med at sikre, at vigtige funktioner kan opretholdes, selv hvis samfundet rammes af kriser. 

– Vi kan aldrig gardere os mod alle tænkelige hændelser. Men vi kan forberede os bedre, styrke vores beredskab og skabe større tryghed for borgerne. Det er præcis det, denne investering handler om, siger Henrik Rasmussen. 

 

Er dit hjem forberedt?  

De fleste private hjem kan klare sig uden strøm i nogen tid, men hvis du vil vide mere om, hvordan du styrker din eller din families evne til at håndtere en krisesituation, er der inspiration at hente hos Styrelsen for Samfundssikkerhed.