You are here

Den nye daginstitution i Nord fejrede rejsegilde med hotdogs

Date: 29. November 2019
Rejsegildet for den nye daginstitution i nord blev fejret med pølsevogn, sodavand og godt humør hos både håndværkere, børn og pædagoger. Institutionen står klar til marts.

“Jeg glæder mig til, at huset her står færdig, og at det grønne område mellem Birkely og Pilehavehus bliver etableret. For her skal der være plads til generationsmøder mellem de to institutioner,” siger Morten Schou Jørgensen, udvalgsformand for Børne- og Kulturudvalget.  

Et rejsegilde er bygherrens fest for at hylde håndværkere, arkitekter og teknikere for det arbejde, de udfører. Onsdag den 27. november holdt Vallensbæk Kommune fest for håndværkerne fra BO-HUS A/S og deres underentreprenører, Friis Andersen arkitekter og ingeniør Søren B. Nielsen.   

Dagens festligheder blev markeret med en pølsevogn lejet til anledningen. Pølser med brød samt franske og klassiske hotdogs blev svinget over disken, og de sultne håndværkere nød den lidt utraditionelle madpakke og de tilhørende sodavand.  

Ved et rejsegilde bliver bygningen pyntet med en rejsegildekrans, som håndværksmesteren skaffer, og som tømrersvendene sætter på toppen af spærene på lange stænger.  

Kransen lod vente på sig 

Kransen lod dog vente på sig, da håndværksmester Kim Jørgensen fra BO-HUS A/S, havde glemt at hente den bestilte krans. Midt i middagsmaden styrtede han derfor afsted til blomsterhandleren, for at hente kransen, der blev overdraget til tømrersvendene.  

Selvom traditionerne var lige ved at løbe ud med regnvandet, gav ventetiden heldigvis kun anledning til latter, og tid til at spise en ekstra hotdog.  

I Vallensbæk Kommune forventer vi derfor ikke en “død murer” i det færdige byggeri, som ellers er en tradition, hvis håndværkerne ikke får deres rejsegilde.  

Et godt samarbejde om en god institution  

“Jeg er særligt glad for det samarbejde der har været mellem os og bygherren og for den konstruktive inddragelse af institutionen, som skal bruge huset, når vi er færdige med at bygge det. Vi har haft en god dialog, og vi når i mål med mange af de ønsker, der er til institutionen. Især er jeg glad for, at vi stort set kan overholde tidsplanen og nå i mål til tiden,” siger Kim Jørgensen fra BO-HUS A/S, da kransen endelig er hejst til tops og han kan ånde lettet op over, at traditionerne for et rejsegilde er holdt i hævd.  

“Vi håber at institutionen vil fungere som tiltænkt og at pædagogerne og børnene bliver glade for det færdige resultat,” supplerer Lars Friis Jørgensen fra Friis Andersen Arkitekter.  

Der er ingen tvivl om, at de kommende medarbejdere og enkelte forældre, som også var på besøg ved rejsegildet, glæder sig til at rykke ind i den nye institution, som bliver indviet i marts 2020.  

Sidst opdateret 29.11.2019