You are here

Fritidsjob i Fakta hjælper skoletrætte unge

Date: 24. Oktober 2019
  • Coop Crew

    Yasmin, Alicia, Younas og Isabella er nogle af de unge, der er kommet i træningsforløb i Fakta.

Coop Crew – når fritid bli’r til fremtid er et tilbud til unge, der har brug for hjælp til at finde et fritidsjob. Projektet starter i Vallensbæk i denne uge.

Vallensbæk Ungdomsskole er blevet en del af det landsdækkende projekt Coop Crew, der er et samarbejde mellem ungdomsskoler fra hele landet, Ungdomsskoleforeningen og butikskæden Fakta. Projektet er støttet med over 27 mio. kroner fra den A. P. Møllerske Støttefond frem til 2025.

Coop Crew skal sikre unge i 9. og 10. klasse en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet og derigennem et større skoleengagement.

”I Vallensbæk bliver 17 elever fra 10. klasse det første hold i kommunen, der bliver sendt i et træningsforløb hos Fakta på Tværbækvej. Vi håber, at de unge vil opleve at være kvalificeret til et fritidsjob og at de får mulighed for at skabe en god succeshistorie om at have et fritidsjob. Vi skal se de unges kompetencer og støtte dem i at bruge dem,” siger afdelingsleder på Vallensbæk Ungdomsskole, Jakob Hammer-Helmich.

Forskning viser, at unge med et fritidsjob får bedre karakterer, har mindre fravær og kommer hurtigere i gang med en ungdomsuddannelse. Flere af de unge får øjnene op for, at mange af de kompetencer de har lært i skolen, rent faktisk kan bruges på arbejdsmarkedet og dermed kan de se værdien af at tage sig en uddannelse.

Gennem et særligt tilrettelagt træningsforløb på seks uger modtager de unge undervisning og prøver kræfter med praktiske øvelser i en Fakta-butik, så de opnår en lang række kompetencer indenfor detailbranchen. Når de unge har gennemført forløbet, får de et diplom, som vil gøre det lettere at søge et fritidsjob efterfølgende.

”I Coop Crew glæder jeg mig især til at løfte de unges viden og selvtillid, så de lærer at tro mere på sig selv og de kompetencer, de hver især har,” siger Bjarne Barming, der er cheftræner i Fakta Vallensbæk.

 

På vej i job

I alt vil omkring 3.700 unge fra 25 kommuner fra hele landet deltage i et træningsforløb, hvoraf det antages, at minimum 1.800 af de unge efterfølgende vil få et fritidsjob i Fakta eller et andet sted som direkte effekt af projektet.

Sidst opdateret 24.10.2019