You are here

Plustur styrker den kollektive trafik i Vallensbæk

Date: 27. September 2019
Plustur bliver fra 1. oktober 2019 en del af rejseplanen i Vallensbæk. Det betyder, at du kan bestille en plustur via rejseplanen, når bus og tog ikke rækker hele vejen. Ordningen er for alle.

Man skal kunne bo og arbejde overalt på Sjælland. Men vi ved også, at bussen eller toget ikke kører hele vejen til sommerhuset eller hele vejen ud til gården. For at give mere kollektiv transport der, hvor der ikke kører så mange busser og tog, har Movia udviklet et nyt tilbud - plustur, som fra 1. oktober bliver en del af den kollektive transport i Vallensbæk. I forvejen findes plustur i ti andre kommuner på Sjælland, hvor borgerne har taget rigtig godt imod den nye service. 

Du vil automatisk blive tilbudt plustur på hele eller dele af rejsen, når du søger i rejseplanen. Tilbuddet får du, hvis bus og tog ikke rækker hele vejen. Ordningen er åben for alle uafhængigt af, hvilken kommune du bor i. Plusturen skal bare både starte og slutte i en kommune med plustur. 

Plustur henter dig ved havelågen 

Plustur starter ved havelågen og kører dig til et skiftested, for eksempel en station eller et busstoppested, hvor du nemt kan komme videre med bus og tog - eller omvendt. Det hele foregår via rejseplanen, som sørger for at blande plustur, bus og tog på den mest optimale måde. I de få tilfælde, hvor det ikke er muligt at tage bussen eller toget på dele af rejsen, får du tilbudt plustur hele vejen. 

Turen har en fast pris på 21 kr. uanset hvor langt du skal. Du skal betale med betalingskort, når du bestiller turen. Du bestiller turen på en særlig hjemmeside, og du skal bestille senest to timer inden, du skal afsted.  

Med plustur i rejseplanen har alle vallensbækkere nu også fået et stoppested der, hvor de bor eller der, hvor de skal hen - også når de skal et stykke væk fra de store busruter eller togstationer. Det bringer den kollektive transport tættere på borgere og virksomheder på hele Sjælland og styrker mobiliteten. 

”I Vallensbæk er vi kendt for at være en by med mulighed for ro, nærhed og tryghed i grønne omgivelser med god infrastruktur tæt på storbyens tilbud. Vi har et mål om at arbejde for en bedre offentlig transport i, til og ud af kommunen og i hele hovedstadsområdet. Med Plustur kommer vi ét skridt tættere på målet og gør det nemt for borgerne at bruge den offentlige transport - også selvom de har langt til nærmeste stoppested eller station,” siger Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk. 

Sidst opdateret 27.09.2019