You are here

Ro om afhentning af affald i Vallensbæk

Date: 06. November 2019
Ressourceindsamling A/S overtager indsamling af affald fra januar næste år og frem til maj 2021.

Fra januar næste år vil der stå et nyt navn på renovationsmedarbejdernes uniformer og de biler, der henter affald hos borgerne i Vallensbæk, men det vil også være eneste ændring.

Det står fast efter, at kommunalbestyrelsen tirsdag den 5. november tiltrådte, at Vallensbæk sammen med fire andre kommuner opretter deres eget renovationsselskab Ressourcehåndtering A/S. Selskabet skal frem til maj 2021 stå for indsamlingen af borgernes affald i blandt andet Vallensbæk.

Beslutningen kommer efter, at kommunerne er blevet i tvivl om, hvorvidt den nuværende leverandør fortsat kan leve op til aftalen om indsamling af affald.

Borgmester i Vallensbæk, Henrik Rasmussen, siger:

”Fortsat tryghed og forudsigelighed i afhentningen af affald har været den helt afgørende bevæggrund for, at vi nu opretter Ressourceindsamling A/S. Jeg havde gerne set, at vi kunne fortsætte med nuværende konstruktion, men vi kan ikke leve med, at leverandøren skaber usikkerhed om viljen til at løse opgaven. Borgerne i Vallensbæk skal selvfølgelig vide sig sikre på, at deres affald vil blive indsamlet med samme hyppighed og kvalitet, som de er vant til.”

Samtidig med at affaldsindsamlingen skifter hænder, vil der ske en mindre stigning i taksten på 150 kroner om året. Stigningen ville være kommet under alle omstændigheder, da den nuværende ordning har kørt med underskud.

Bag Ressourceindsamling A/S står kommunerne Vallensbæk, Furesø, Ishøj, Ballerup og Albertslund, hvor det nye selskab ventes at få base.

De fem kommuner indgik i 2015 en aftale med Vestforbrænding om indsamling af borgernes affald. Aftalen udløber i maj 2021, hvor der skal tages stilling til en fremtidig løsning.

Ressourceindsamling A/S

  • Hvornår starter det nye selskab med at indsamle affald?

    Ressourceindsamling A/S medarbejdere starter med at indsamle affald fra midten af januar 2020.  

  • Hvorfor skal vi lave affaldsindsamlingen om?

    Den nuværende leverandør har skabt usikkerhed om viljen til fortsat at leve op til kontrakten. De samarbejdende kommuner vurderer derfor, at der kan være en risiko for, at dit affald ikke bliver hentet fra januar 2020, medmindre vi hjemtager opgaven. 

    Hvis vi skal hyre et andet privat firma, er der en risiko for, at de ikke har de rigtige biler til at håndtere vores sorterede affald. Det vil betyde, at alt affald bliver sendt til forbrænding frem for genanvendelse.  

  • Hvad koster det at tage opgaven hjem?

    Vi betaler ikke penge for at tage opgaven hjem.  

    Alle borgere betaler i dag for at få hentet affald via ejendomsskatten. Den eneste ændring vil fremover være, at betalingen går til et kommunalt ejet selskab fremfor et privat selskab.  

    Da Ressourceindsamling A/S er et nyt og mindre selskab, vil der være nogle ekstra udgifter, som vi skal dække.  

    Vi ved også, at den nuværende renovatør tabte penge på at hente affald. Det tab skal vi naturligvis også fremover dække.

  • Hvorfor skal jeg betale mere for den samme ydelse?

    Taksten stiger, fordi den nuværende renovatør taber penge på at hente affald. Uanset hvem der henter affald fremover, så stiger taksten. 

    I Vallensbæk stiger taksten med 150 kr. pr. år.

  • Hvorfor laver vi et fælleskommunalt selskab og ikke vores eget pr. kommune?

    I 2015 valgte de fem kommuner at indgå en aftale med Vestforbrænding om at indsamle afffald på tværs af kommunegrænserne for at opnå bedre priser.  

    Aftalen med Vestforbrænding løber frem til maj 2021. Så længe aftalen løber, kan det økonomisk og praktisk bedst betale sig at lave en løsning sammen.  

  • Hvad sker der efter maj 2021?

    Vallensbæk Kommune overvejer nu den fremtidige model, der vil være på plads inden maj 2021.

  • Hvordan skal vi sortere?

    I skal gøre, som I plejer. 

  • Hvem skal vi ringe til, hvis vi har spørgsmål?

    Vestforbrændings Kundecenter, som I plejer. 

    Tlf.: 44 85 70 00

Sidst opdateret 06.11.2019