You are here

Seniorhuset genåbner tirsdag den 11. august

Date: 04. August 2020
Seniorhuset Korsagergård har fået OK fra Sundhedsstyrelsen til at genåbne. I begyndelsen bliver det med tilmelding – læs mere herunder. Åbningen fejres med hjemmebagte boller for de tilmeldte.

Fem måneder. Så længe varede nedlukningen af seniohuset på grund af corona-virus.

Men nu sker det – seniorhuset genåbner tirsdag den 11. august kl. 10.

"Jeg har fået bekræftet af Sundhedsstyrelsen, at det er forsvarligt, at vi nu åbner seniorhuset. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at det sker med tilmelding, så vi har kontrol over antallet af brugere på Korsagergård, som pt. højst må være 100 personer, og det vil formentlig være nødvendigt med tilmelding i et stykke tid", siger Marianne Rønn, der er leder af seniorhuset.

Åbningen fejres med hjemmebagte boller den første dag. Arrangementet finder sted i haven, så det anbefales at medbringe en jakke eller trøje, hvis det er koldt. Hvis det regner, dækkes der op i salen.

Hvis du vil være med til åbningen af seniorhuset, skal du tilmelde dig på mail marr@vallensbaek.dk senest mandag den 10. august kl. 12. Hvis der er flere deltagere end tilladt, spiser første hold kl. 10-12 og andet hold kl. 12-14. Du får ved tilmelding svar på mail om, hvornår du skal komme. Der vil denne dag ikke være tilbud om frokost.

Aktiviteterne starter op onsdag den 12. august. 

Generelt vil det være sådan, at du dagen inden du ønsker at bruge Seniorhuset, skal tilmelde dig og oplyse hvilken aktivitet, du ønsker at deltage i. Så vil personalet koordinere, at de respektive deltagere bliver inddelt i grupper og få angivet et tidspunkt, hvor de kan benytte lokalet eller tilgå aktiviteten.

"Dette er formentlig den væsentligste ændring i forhold til, det vi plejer at gøre, men det er for at sikre, at der er plads til alle, og at alle anbefalede forholdsregler kan overholdes", siger Marianne Rønn.

Ved indgangen til alle rum vil der være angivet, hvor mange der kan være i rummet samtidigt. Det vil derfor altid være vigtigt, at du lige tæller, hvor mange der er i rummet, inden du går ind.

Følgende forholdsregler skal overholdes:

  • Vi skal holde afstand på 1 meter til hinanden.
  • Vi skal vaske og spritte hænder af.
  • Overflader og kontaktflader skal løbende sprittes af.
  • Hoste og nys skal ske i ærmet.
  • Den fysiske kontakt skal begrænses, det vil sige ingen håndtryk, kindkys eller knus.
  • Vi skal sørge for ekstra grundig rengøring dagligt.
  • Det er vigtigt, at brugere, der har symptomer eller er syge, ikke møder op.
  • Brugere i øget risiko skal i samråd med egen læge vurdere om det er hensigtsmæssigt at deltage i aktiviteter i Seniorhuset.

Det vil være muligt at etablere madordning, med tilmelding, hvor der bliver portionsservering. Der vil eventuelt blive brug for at opdele deltagerne i grupper og at der spises på forskellige tidspunkter.

Yoga vil indtil videre ikke være muligt i Seniorhuset. Billard og bordtennis kan opstarte – dog i meget små hold, som tildeles tidspunkter.

"Det vil kræve fleksibilitet og hensyntagen at bruge Seniorhuset i forbindelse med at skulle overholde alle anbefalinger og forholdsregler, så alle får plads, men det er jeg sikker på, at vi godt kan løse sammen. Det mest afgørende er, at vi kan mødes, være – og tale sammen – med afstand", siger Marianne Rønn og fortsætter:

"Det er mit ansvar, at alle oplever, at de får plads til at være i Seniorhuset, også selvom det måske ikke bliver i samme omfang, som vi plejer, at der bliver gjort rent i henhold til anbefalingerne og at vi er under 100 forsamlet."

Sundhedsstyrelsen anbefaler udelukkende mundbind i forbindelse med offentlig transport i myldretiden, og det er derfor ikke et krav at møde med mundbind i seniorhuset. Såfremt der sker ændringer, vil det blive meldt ud.

"Jeg glæder mig usigeligt meget til at se alle, og til at vi åbner Seniorhuset igen", siger seniorhusets leder.

Sidst opdateret 04.08.2020