You are here

Sommertip: Få nogle sjove familieoplevelser i naturen

Date: 29. Juni 2020
Byg et insekthotel, fang en krabbe eller spis madpakke i skoven. Vi guider til sjove sommeraktiviteter i naturen.

Mange har i år skiftet sommerferien sydpå ud med sommerferie i det danske land. Men selv om sommerferien foregår på hjemmebane, er det ikke ensbetydende med, at den bliver kedelig. Den danske sommer inviterer heldigvis til masser af sjov for familien – også her i Vallensbæk. I denne uge guider vi til sjove oplevelser i naturen for både store og små.

”I Vallensbæk er naturen så tæt på, og der er rig mulighed for oplevelser af forskellig slags, fordi vi både har strand, mose og sø,” siger Louise Hoffbeck, der er leder af naturhuset Bækkehuset her i Vallensbæk.

Nedenunder giver Louise sit bud på hyggelige og lærerige naturoplevelser i Vallensbæk, og der er oplevelser til dig, der bare har en time og til dig, der har hele dagen.

”Det at lave ting i naturen behøver ikke være et kæmpe projekt. Bare det at spise madpakke på et picnictæppe i skoven, kan være en stor oplevelse for børnene.”

På tur i naturen

  • Pak et tæppe, og spis en madpakke i naturen
  • Fang en krabbe
  • Find, og undersøg smådyr og insekter i naturen 
    • TIP: Du skal bruge en pind, snor, madding og et lod. Krabber kan lokkes med meget forskelligt kød, prøv et stykke skinke eller pølse fra madpakken, ellers tag en musling eller strandsnegl som bindes i den ene ende af snoren. En møtrik er god som vægt eller skal du bruge en sten med hul i. Snoren som ikke bruge rulles op på pinden.
  • Se på de mange forskellige fugle, mon det er de samme på stranden og i mosen?

Lav kunst i og med naturen

  • Lav en blomsterkrans
  • Lav et smukt tårn af sten
  • Lav en vindharpe af naturens pynt
    • TIP: Brug fiskesnøre, og hvis det er muligt, er en boremaskine en god hjælp. Find så mange smukke ting i naturen som muligt, det kan eksempelvis være sneglehuse, muslingeskaller, grene, sten med huller i m.m. Brug en større gren som top, bind de forskellige ting på snore, så de kan ramme hinanden, når vinden blæser.
  • Læg smukke blomster i pres i en gammel bog

Smag på naturen

  • Lav pandekager med brændenælde.
  • Lav lækker dip til chips med eks. mælkebøtte, løgkarse, timian eller skvalderkål
  • Find bær, og frys dem til is, brug dem til en kølig sommerdrik
  • Lav saft af hyldeblomster. Hyldeblomster er i sæson til midten af juli

Hjælp naturen

  • Lad et hjørne af haven gro vild, et paradis for insekter
  • Saml skrald i naturen eller på gaden og smid det i en skraldespand
  • Byg et pindsvinebo
  • Byg et insekthotel
    • TIP: Når du bygger et Insekthotel, skaber du små sikre pladser, hvor insekterne kan lægge deres æg, uden vi mennesker kommer og fjerner dem, inden de er klækket. Det er det, der fx sker med haveaffald. Du kan bruge din fantasi og bygge flotte kunstneriske hoteller, men man kan også gøre det simpelt og bruge en kasse og fylde den med mos, bark, grene, blade m.m. Louise har tegnet et eksempel på et insekthotel her, men du kan også finde mange guides på nettet:

Naturen i mørket

  • Lyt til aftens og nattens lyde
  • Se på stjerner og månen
  • Se på insekter om natten
  • Læs mere og find flere tips i folderen ”Nat i naturen”.

Psssst! Husk, du kan finde flere tips til naturoplevelser på Bækkehusets Facebookside.

Del din sommer med os

Hvad bruger du sommeren i Vallensbæk på? Del din sommer med os på Instagram ved at bruge hashtagget #vallensbæknu

Sidst opdateret 29.06.2020