You are here

SOSU-vejledere hædret

Date: 04. November 2019
Vejlederne til SOSU-eleverne i hjemmeplejen blev overrasket midt et møde, da kommunaldirektøren kom for at takke dem for deres indsats.

Som man har kunnet læse i den seneste tid, har SOSU-eleverne i Vallensbæk et usædvanligt lavt sygefravær og frafald.

Dette skyldes for en stor dels vedkommene de meget engagerede vejledere, der er uddannede kolleger på arbejdspladserne, der har taget en særlig uddannelse og fungerer som elevernes mentorer i hverdagen.

Forleden var vejlederne samlet til møde, og kommunaldirektør Anette J. Laustsen kom forbi for at give noget velfortjent ros og en gavekurv til hver med lidt vin og chokolade.

"Man bliver da superglad – vi synes jo også, at vi gør et stort stykke arbejde og har en vigtig funktion, så det er dejligt med den form for anerkendelse. Det beviser også, at der bliver lagt mærke til os, og hvad vi laver ude i hjemmeplejen, og det bliver vi jo rigtig glade for," siger social- og sundhedsassistent Christina Sorgenfryd, der arbejder i kommunens hjemmepleje og har været praktikvejleder for eleverne, siden hun blev færdiguddannet i 1996.

Uddannelseskonsulent Heidi Rosa Stenberg siger: 

”Når vi hædrer vejlederne, er det fordi, vi gerne vil anerkende deres store indsats og utrættelighed. De er der hele tiden for eleverne og kigger på dem individuelt med friske øjne, når en ny træder ind ad døren. Vejlederne er gode til at se, hvor den enkelte elev har sine styrker, både menneskeligt og professionelt og overføre de kompetencer til den virkelige verden. Det kan for eksempel være, hvis en elever brænder særligt for at arbejde med de demente eller psykisk syge. Vejlederne fortjener virkelig det her skulderklap."

Læs historien fra september om SOSU-elevernes lave sygefravær og frafald.

Sidst opdateret 06.11.2019