You are here

Spil og sjov til Nordisk Spildag

Date: 13. November 2015
Vil du prøve at styre rumskibe eller robotter – eller vil du kæmpe om titlen som den bedste FIFA-spiller? Så kom til Nordisk Spildag lørdag den 21. november kl. 10-15 i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus.

Robotter og rumskibe

I år er temaet rumskibene fra Star Wars og leg med robotter. I samarbejde med spillegruppen Copenhagen X-Wings får du chancen for at styre små rumskibe i kamp imod enten det store imperium eller de snu rebeller.

Det er X-Wing Fighters mod TIE Fighters og skib imod skib. Ved hjælp af snu manøvrer kan du måske overleve og besejre din modstander i kampen med rumskibene i miniature-udgave. Du kan også se, hvordan et kæmpe slag med masser af rumskibe tager sig ud.

Vi får også i år besøg af folkene fra W00t Pop Up, som har forskellige robotter med. Du kan prøve at styre robotterne rundt på forhindringsbaner eller baner, du selv har tegnet. Du kan også prøve at bygge skøre controllere.

Bliv den bedste FIFA-spiller på Vestegnen

Sidste år vandt Mathias Lundberg fra Vallensbæk titlen som bedste FIFA-spiller på Vestegnen.

I år kan det måske blive dig?

Du kan være med i vores lokale kvalifikationsturnering, der bliver afholdt i løbet af Nordisk Spildag 21. november fra klokken 10. De bedste går videre til finaleturneringen, der afholdes i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus fredag den 27. november kl. 16-20, og der er fede præmier til de tre bedste i finaleturneringen.

Tilmeld dig kvalifikationsturneringen på tlf: 4797 4000 mellem 16. og 19. november i rådhusets åbningstid. Du skal bo i Vallensbæk for at kunne deltage.

Flere spil og konkurrencer!

Som om det ikke var nok, så kan du også prøve brætspil, spille på computer og deltage i konkurrencer med meget mere. Så kig ned forbi til Nordisk Spildag og tag bare dine forældre med også. Vi ses og Game on!

Sidst opdateret 13.11.2015