You are here

Stopper som forpagtere

Date: 10. December 2018
Klubhuset Aps har valgt at stoppe som forpagtere af cafeen i Vallensbæk Idrætscenter med udgangen af februar.

”Vi har desværre ikke kunnet få en rentabel forretning op at stå, siger Per Echkardt fra Klubhuset APS. Han tilføjer, at man kan være helt rolig, hvis man har booket Klubhuset til en fest eller lignende – alle aftaler indtil udgangen af februar overholdes.

Også kommunen er ærgerlig over beslutningen.

”Vallensbæk Kommune og Klubhuset har haft et godt samarbejde og været i dialog i hele forpagtningsperioden om muligheder og udfordringer. Klubhuset har et fint samarbejde med foreningerne og har været et godt samlingssted”, siger sundheds- og kulturchef i Vallensbæk Kommune, Annette Hein-Sørensen.

Forpagtningen ophører sidst i februar. Hvis man allerede har booket lokalerne til en fest eller lignende efter 1. marts, kan man lave en aftale med kommunens Center for Sundhed, Kultur og Fritid om at leje lokalerne.

Vallensbæk Kommune arbejder på at udbyde forpagtningen på ny og vil sørge for at cafeen kan bruges som samlingssted for foreningerne indtil en ny forpagtning er på plads.  Det nye udbud bliver et åbent udbud hvor man, som interesseret forpagter beskriver sin ide, koncept og vilkår til en café. 

Sidst opdateret 10.12.2018