You are here

Tilbud til sårbare unge er flyttet sammen

Date: 05. marts 2018
Tilbuddene ’Ung på vej', ’Pitstop' og ’Ungegruppen' er flyttet sammen under navnet Søstedet på Søvej 1 i Ishøj og inviterer til housewarming onsdag d.21 marts fra kl.14.30 til kl.15.30.

Tilbuddene, som både er for unge i Ishøj og Vallensbæk, forbliver de samme gode tilbud som i dag, da der ikke ændres på indholdet af tilbuddene.

Huset på Søvej 1 ved Strandgårdsskolen i Ishøj er blevet totalrenoveret både indvendigt og udvendigt. Onsdag den 21. marts er der housewarming for brugere og samarbejdspartnere.

Hvorfor så flytte?
Én af fordelene ved at samle de tre tilbud på en fælles adresse er at samle de skarpeste hjerner i kommunen, når det handler om at hjælpe unge og voksne videre i livet, hvad enten det handler om at blive uddannelsesparat, lave en forandring fra hash og andre stoffer eller hjælpe psykisk sårbare unge i at styrke deres sociale netværk.

Dermed kan brugerne faktisk få endnu mere ud af deres nuværende tilbud, da der vil opstå nogle flere muligheder på tværs af tilbuddene. Der vil blandt andet være fælles motions-, Nada og Mindfulness såvel som fælles oplæg og workshops som brugerne vil kunne drage nytte af på tværs af tilbuddene.

Brugerne med på råd
Lige nu er håndværkere ved at lægge sidste hånd på renoveringen af Søvej 1, hvor de tre tilbud fremadrettet skal bo. I den forbindelse har en brugergruppe fra tilbuddene givet input til, hvordan der skal se ud i huset på Søvej 1. Det har været vigtigt for brugerne stedet kommer til at ose af hygge, liv, tryghed og venlig stemning.

Det er muligt at følge med i indflytningen og udviklingen via Pitstops facebookside, hvor du også kan se, hvordan du henvender dig.

Om de tre tilbud

  • Ung på vej – Er et beskæftigelsesrettet tilbud til unge fra 18 år som mangler folkeskolens afsluttende eksamen.
  • Pitstop – Er et behandlingstilbud til unge fra 13 år og voksne som ønsker at lave en forandring fra hash og andre stoffer.
  • Ungegruppen – Er et samværstilbud for unge psykisk sårbare tilknyttet Det Gule Hus.  
Sidst opdateret 05.03.2018