You are here

Tryghed på Vallensbæk Stationstorv

Date: 08. September 2017
Vallensbæk Kommune har opsat videoovervågning og er i tæt samarbejde med politiet om at styrke trygheden.

”Jeg og andre borgere i Vallensbæk oplever, at flere unge mennesker - primært fra andre kommuner – i stigende grad opholder sig i området omkring stationen og skaber utryghed for kommunens borgere. Det vil jeg ikke acceptere,” siger borgmester Henrik Rasmussen.

Forebyggelse gør det ikke alene

Vallensbæk Kommune har de seneste år arbejdet på at skabe et sikkert og trygt byrum omkring stationscentret, som er udvidet og moderniseret. Ny og bedre belysning, flere boliger, åbne arealer og udstillingerne i DIAS betyder, at der er mindre hærværk. Antallet af indbrud er også faldende.

Da det er tydeligt, at antallet af unge, der sælger stoffer og skaber utryghed i stationsområdet, er steget, vil kommunens indsats også øges med blandt andet flere forebyggelsesmedarbejdere, øget videoovervågning og samarbejde med politiet om hele den forebyggende indsats.

”Vi har nu sat videoovervågning op flere steder på Stationstorvet, så både rådhuset, Kultur- & Borgerhuset, butiksfacader og parkeringsarealer er overvåget, og vi tilpasser løbende til ballademagernes adfærd. På selve stationen har DSB overvågning, og vi taler med ejeren af det sydlige stationstorv om, at der bør opsættes overvågning, når ombygningen er færdig. På den måde hjælper vi politiets indsats mod kriminalitet,” siger borgmesteren.

Ring 114 – hver gang

”Det ér trygt at færdes i Vallensbæk og det skal det blive ved med at være. Jeg har nul tolerance med dem, der kommer hertil og sælger stoffer og opfører sig truende. Kommunen har ikke beføjelse til at arbejde forebyggende med de unge, der nu optræder i centerområdet, da de ikke er fra Vallensbæk. Derfor opfordrer jeg borgerne i Vallensbæk til at ringe 114 og melde det, hver gang de ser lovovertrædelser. Det er en politiopgave at tage sig af kriminalitet. Og den eneste måde, politiet kan få et overblik over situationen, og faktisk gøre noget ved det, er hvis vi alle sammen gør opmærksom på problemerne, når vi ser dem” siger Henrik Rasmussen.

Sammen med de øvrige borgmestre i Københavns Vestegns Politikreds skriver Henrik Rasmussen nu til justitsministeren for at få flere betjente til vestegnskommunerne.

”Vi har ikke tidligere set organiseret handel med narkotika i Vallensbæk, og accepterer ikke, at den slags kriminalitet flytter fra København til Vallensbæk, fordi politiet fokuserer deres indsat på Nørrebro,” siger Henrik Rasmussen.

Kontakt politiet

Man kan også tippe politiet med tekst og billeder via app’en ’Politi’, som man finder i App Store og Google Play.

Sidst opdateret 08.09.2017