You are here

Vallensbæk blandt de bedste til at få nyankomne i job

Date: 16. December 2019
  • Mattias Tesfaye på besøg i Vallensbæk

    Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) var på besøg i Vallensbæk sammen med Alternativets udlændingeordfører Sikandar Siddique

  • Mattias Tesfaye på besøg i Vallensbæk

    Ministeren hørte om Vallensbæks gode resultater med at få nyankomne flygtninge og familiesammenførte i job.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye var mandag i Vallensbæk for at høre om kommunens succes med at få nyankommne flygtninge og familiesammenførte i arbejde.

I en ny undersøgelse ligger Vallensbæk helt i top blandt landets kommuner, når det handler om at få flygtninge og familiesammenførte i beskæftigelse – vel at mærke, når der er taget hensyn til de såkaldte rammevilkår.

Det ville udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye gerne høre mere om. Og især ville han gerne høre om, hvordan Jobcenter Vallensbæk opnår de flotte resultater, sådan at andre kommuner kan blive inspirerede.

”Folk har det bedst i uddannelse eller job. Og hos os starter integrationen allerede ved fødslen – vi har for eksempel meget høje ambitioner for vores skoler,” sagde Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen.

Udover at jobcentret gør en stor indsats, handler det altså om hele den måde, den enkelte borger bliver mødt gennem livet, lige fra de går i daginstitution og skole.

At kommunen selv hjemtog opgaven med uddannelsesvejledning for nogle år siden blev også nævnt som en af årsagerne til, at man kan give hver enkelt en mere skræddersyet vejledning.

Borgmester Henrik Rasmussen og ministeren var rørende enige om, at en hurtig indsats ved ledighed er alfa og omega – der skal være noget at stå op til.

Ved besøget talte ministeren med medarbejdere fra Jobcenter Vallensbæk og fik nogle gode inputs, han kan tage med tilbage til Christiansborg.

Rapporten ”Kommunernes beskæftigelsesindsats over for nyankommne flygtninge og familiesammenførte” er udarbejdet for Udlændinge- og Integrationsministeriet af VIVE, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd.

 

Sidst opdateret 16.12.2019