You are here

To Vallensbækkere fik frivillig-pris

Date: 11. februar 2020
  • 2600-prisen

    2600-prisen blev uddelt af Anette Meier fra Arbejdernes Lansdbank, der her ses med de to vindere, Inge Mauritzen (tv.) og Anette Strini Stryhn (th.).

Både Anette Strini Stryhn fra Vallensbæk Amatør Teater og Inge Mauritzen fra Ældre Sagen i Vallensbæk er blevet hædret med 2600-prisen.

”Anette, du er et menneske, der nyder at gøre noget for andre mennesker. Du er en ildsjæl. Derfor er det mig en ære at overrække 2600-prisen til dig”, sagde Anette Meier fra Arbejdernes Landsbank, da hun overrakte 2600-prisen til Anette Strini Stryhn fra Vallensbæk Teater ved teatrets generalforsamling tirsdag i sidste uge.

Prismodtageren blev noget overrasket over den drejning, generalforsamlingen havde taget – men hun var naturligvis glad for hæderen. Men det var ikke slut. Da Anette Strini Stryhn var kommet sig, vankede der endnu en overraskelse!

Anette Meier havde nemlig endnu en 2600-pris med – og den var til Inge Mauritzen, der var til stede, idet hun laver PR for Vallensbæk Amatør Teater. Prisen fik hun dog for sit arbejde i Ældre Sagen, hvor hun er ansvarlig for de såkaldte læsertanter.

”Da Ældre Sagen i Vallensbæk i samarbejde med Vallensbæk Kommune udviklede konceptet frivillige læsetanter og -onkler, så var der brug for en frivillig koordinator. Du meldte din interesse for at tage teten og der gik ikke lang tid førend der var læsetanter og -onkler på alle tre kommunale folkeskoler i alle 2. klasserne. Konceptet med læsetanter og -onkler er siden blev udvidet og udviklet med børnehavetanter og -onkler. I dag er der børnehavetanter og -onkler på seks daginstitutioner i Vallensbæk Kommunen”, sagde Anette Meier.

Og således blev 2600-prisen for første gang nogensinde uddelt til to ildsjæle på én aften.

2600-prisen gives fire gange om året til en ildsjæl i Vallensbæk, Glostrup eller Brøndby, der gør en særlig forskel for sine medborgere. Prisen uddeles af Arbejdernes Landsbank i samarbejde med lokalavisen Folkebladet og Glostrup Kommune. Med prisen følger – foruden æren – et diplom og 2.600 kroner.

Sidst opdateret 11.02.2020