
Lundbækvej var omdannet til en stor festivalplads, da Vallensbæk Ungdomsskole afholdt årets ungdomsfestival og mini-OL. Formålet er at kickstarte det nye skoleår i ungdomsskolen, fortæller Maiken Wulff S. Kristensen, der er afdelingsleder i Juniorklubben.
- UngFestivalen er en fantastisk dag, hvor vi viser de nye unge i ungdomsskolen, hvilket stærkt fællesskab vi har sammen. Vi er nysgerrige på hinanden, på musik og kultur og nye sjove aktiviteter, og sammen vil vi gerne gøre ungdomslivet i Vallensbæk endnu federe, siger Maiken Wulff S. Kristensen.
Ungdomsskolen havde arrangeret forskellige aktiviteter som tovtrækning, streetbasket, skate og dans. Foto: Vallensbæk Ungdomsskole.
I løbet af formiddagen og eftermiddagen kunne de op mod 400 elever teste deres talenter i så forskellige discipliner som bowtag (bue tag fat), street basket, silent disco og skumfidus-byggeri.
Særligt eleverne fra 7.A på Pilehaveskolen lagde sig i selen og endte som dagens vindere i Ungdomsskolens OL.
7.A på Pilehaveskolen vandt årets OL. Foto: Vallensbæk Ungdomsskole.
Festens hovednavn
Alle festivaler har et rigtigt trækplaster, og det havde UngFestival i Vallensbæk bestemt også i kunstneren JIMILIAN. Fra scenekanten fik han fyret godt op for de glade festivalgængere.
- Han gik rent ind hos de unge. De sang og gav den gas, så det var en kæmpe fest, siger Maiken Wulff S. Kristensen.
På scenen optrådte kunstneren JIMILIAN, der også har vundet tv-programmet Vild med Dans i 2018. Foto: Vallensbæk Ungdomsskole.
Vallensbæk Ungdomsskole
Juniorklubben er et fritidstilbud under Vallensbæk Ungdomsskole for kommunens børn i 5.-6. klasse, mens Ungdomsskolen har aktiviteter målrettet 7. klasseselever op til 18-årsalderen. Følg deres arbejde på www.valung.dk.