På pladsen foran Vallensbæk Rådhus spillede en enlig trompet for, mens omkring 50 veteraner, pårørende, borgere og ansatte sang "I Danmark er jeg født". Anledningen er den nationale Flagdag, hvor alle nuværende og tidligere veteraner anerkendes for deres store indsats for Danmark – både på landsplan og altså også her lokalt i Vallensbæk.
- Til alle jer, der har været ude, uanset hvor I har været, og for al det I har gjort: Vi er jer dybt taknemmelige for den indsats, sagde borgmester Henrik Rasmussen i sin tale efterfølgende.
Og den tak gælder ikke kun de fremmødte, men alle de nuværende 88 personer, der har været udsendt til så forskellige steder som blandt andet Gaza, Cypern, Bosnien, Kroatien, Afghanistan, Jugoslavien og mange flere.
- Jeg tillader mig at kalde jer patrioter, for det synes jeg, at man er, når man – på hver jeres måde – har bidraget til fred og demokrati i verden, sagde borgmesteren.
Til den efterfølgende reception holdt borgmester i Vallensbæk Kommune, Henrik Rasmussen, tale for veteranerne og deres pårørende.
At gøre en forskel
En af de veteraner, der bor i Vallensbæk, er Agner Skjødt. Han var udsendt ad mange omgange til Balkan mellem 1993 og 2001 med både Politiet, Forsvaret og EU.
- Vi så megen elendighed, men også at vi kunne gøre en forskel. Og mest af alt en forskel for de udsatte, børnene og de ældre, siger Agner.
Udsendelserne og det internationale udsyn er en stor del, at hvem han er.
- Det har givet os den oplevelse, at hvis vi selv vil, så kan vi stort set alt. Især hvis vi har nogen at gøre det sammen med, siger han.
Chef for Veterancentret, oberst Kim Simonsen, deltog også i Flagdagen i Vallensbæk, inden han skulle til det officielle Flagdagsarrangement på Kastellet, i Holmens Kirke og på Christiansborg Slotsplads i København.