Danske Seniorers medlemmer har udpeget Højstruphave som et af de bedste plejehjem i hele landet, hvilket placerer det i en eksklusiv kategori af plejehjem i Danmark.
Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen, er både stolt og glad for anerkendelsen på Plejehjemmets vegne.
- Vi har fokus på livskvalitet og det gode liv for alle borgere, uanset livssituation. Vi er kendt for vores høje kvalitet i ældreplejen. De svage ældre skal opleve, at rammerne er med til at sikre, at de har mulighed for et godt, værdigt og aktivt liv. Derfor udvikler vi fantastiske fællesskaber omkring kultur og mad. Det er nedskrevet i vores udviklingsstrategi som er politisk vedtaget.
Dette års nominering fokuserer på mad og måltider som kriterium, og Højstruphave er blevet indstillet på grund af deres enestående arbejde med madens kvalitet, smag og måltidets betydning som en særlig stund for beboere, medarbejdere og pårørende.
Personalet er både dedikerede og kompetente
Danske Seniorer har en tradition med at anerkende plejehjem, der går ud over det sædvanlige for at skabe en positiv ældreplejeoplevelse. Indstillingen af Højstruphave understreger den dedikation og de kompetencer, der findes hos plejehjemmets personale, der dagligt arbejder for at sikre trivsel og velvære for beboerne.
I de kommende uger vil Danske Seniorer nominere det bedste plejehjem i hver region, og den endelige afstemning for at blive Danmarks absolut bedste plejehjem vil åbne den 11. oktober. Alle med en mailadresse kan deltage i afstemningen, og vinderplejehjemmet vil modtage en pris på hele 20.000 kr. til at forkæle både beboere, medarbejdere og alle, der har bidraget til plejehjemmet.
Prisen "Danmarks bedste plejehjem" er indstiftet af Danske Seniorer for at rette opmærksomheden mod de positive historier inden for ældreplejen og påskønne den uvurderlige indsats, der ydes af plejehjemmets personale.