
Fredag den 15. september er der fernisering af kunstværket Multitudes med specialdesignede kager og et lille glas. Det foregår kl. 17.00-18.00 på Stationstorvet i Vallensbæk, Vallensbæk Stationstorv 40, 2665 Vallensbæk.
Til ferniseringen kommer kunstneren Sofie Amalie Andersen og fortæller om hendes tanker bag værket. Derudover siger formand for Vestegnens Kulturinvesteringsråd og borgmester i Hvidovre, Anders Wolf Andresen, og borgmester i Vallensbæk, Henrik Rasmussen et par ord.
Et stort fælles kunstværk
Kunstværket i Vallensbæk er én del af et større fælles kunstværk, som er opført i fem kommuner i anledning af Vestegnens Kulturuge 2023. Formmæssigt tager værket udgangspunkt i afspærringselementer også kaldet "betongrise", men med forskellige variationer.
Sofie Amalie Andersen har skabt værket med kulturugens tema for øje: Vestegnens Kulturuge på opdagelse, og hun inviterer til at gå på opdagelse i materialet beton og vores bygningsarv. Måske det rummer flere aspekter, end man ser ved første øjekast.
Kigger man nærmere på de fire "betongrise" i Vallensbæk, vil man opdage, at der vokser ametyst ud af dem, og det skal minde os om, at der kan gemme sig en overraskende skønhed bag industrielle omgivelser.