
Der var klingende ringeklokker, cykelhjelme i regnbuens farver og en masse jublende børn, da Pilehaveskolens nye trafiklegeplads blev indviet torsdag formiddag. Og børnene var helt med på, hvorfor der var lagt op til fest.
- Vi har nemlig fået en gave, opsummerede borgmester Henrik Rasmussen og takkede Salling Group og Bilka Ishøj der med en donation på 250.000 kr. har sørget for, at den nye trafiklegeplads er kommet op at stå.
Herefter klippede borgmesteren og en heldig elev den røde snor og indviede officielt cykelbanen, inden de fik travlt med at komme væk fra banen. Ikke mindre end 40 børn fra indskolingen og Nords institutioner stod nemlig klar til at ræse ud og tage banen i brug på deres tohjulede, med og uden pedaler og støttehjul.
Borgmester Henrik Rasmussen takkede folkene fra Bilka i Ishøj og Sallingfonden for den flotte gave, inden de indviede trafiklegepladsen.
Tag selv banen i brug
På trafiklegepladsen kan børn træne cykelfærdigheder og trafiksikkerhed i trygge rammer. Børnene kan øve sig i at cykle og give tegn i rundkørslen, tale om, hvad skiltene betyder, og møde både fodgængerfelter og hajtænder. Lågen ved trafiklegepladsen er altid åben, så alle er velkomne til at bruge banen både om eftermiddagen og i weekenderne.
Der var inviteret elever fra indskolingen på Pilehaveskolen og børn fra institutionerne Løkkebo, Birkely, Syvhøjvænge og Piletræet.