Du kan f.eks. tage på tur i St. Vejleådalen, som er beliggende i Vallensbæk, Albertslund, Høje-Taastrup, Ishøj.
Store Vejleådalen rummer både skov, parker, græssede arealer, mose og mere vilde områder. Friluftsmulighederne er mange og giver bl.a. mulighed for at fiske, stå på vandski, ride og padle i kano. Igennem området løber flere skiltede gå- og cykelruter og mulighederne for at komme ud i det grønne er derfor mange og lettilgængelige. I Store Vejleådalen i Vallensbæk kan du f.eks. besøge:
Bakkerne ved Ringstedbanen: De bløde bakker langs sydsiden af jernbanen fra Vallensbæk Sø til Vallensbæk Torvevej er skabt med overskydende jord fra Ringstedbanen. Det har givet plads til ny natur, legeplads, kælkebakke, shelters og flere udsigtspunkter med panorama over Vallensbæk Mose og Vallensbæk Landsby.
Cykelbaner ved Lundbækvej: Vallensbæks Ungdomsskole har ved Lundbækvej anlagt to cykelbaner, som kan benyttes af alle. Både nybegynder og mere rutinerede kan finde tekniske udfordringer på baner til pumptrack og mountainbike.
Tueholm og Vallensbæk Søerne: Her samarbejder kommunerne i Albertslund, Ishøj, Høje-Taastrup og Vallensbæk om natur- og fritidsfaciliteter. Søerne er anlagt som forsinkelsesbassiner for regnvand, men der er samtidig mulighed for at fiske, sejle i kano, stå på vandski eller sove i shelters. Syd for Vallensbæk Sø er der udsigt over Vallensbæk Moser. Især i forårs- og efterårs månederne ses store flokke af trækkende fugle.
Og meget andet, som du kan læse mere om i vores brochure om Store Vejleådalen.
Afhent brochure i Kultur-& Borgerhuset
Hvis du vil have endnu mere information om alt, hvad Store Vejleådalen har at byde på, så besøg Vallensbæks Kultur- & Borgerhus, hvor du kan få fat i en brochure med alle de fantastiske friluftstilbud i området.
Så kom ud og nyd efteråret i den dejlige natur.