
Der var ikke gået mange timer efter borgmester Henrik Rasmussens efterlyste hjælp fra frivillige, før de første vallensbækkere meldte sig på banen. Og allerede få dage efter var de første fire i sving som frivillige i corona-indsatsen.
Mogens havde i sin henvendelse tilbudt at være frivillig ledsager til ældre, der skal vaccineres. Det er også ældre, han normalt cykler rundt med som frivillig pilot i Cykling uden Alder. Han kendte da også den kvinde, han skulle ledsage til vaccination.
”Det hele strøg bare derudaf,” sagde Mogens lunt.
Hustruen Kirsten var også afsted som frivillig, hvor hun ledsagede en anden borger til første stik. Da de ankom til Vallensbæk Idrætscenter og skulle vaccineres, blev de mødt af Lone, der som frivillig bød på kaffe og en lille snak.
Den sidste frivillige, der startede onsdag, var Per, som tog en vagt i det mobile testcenter på Højrupgård. Der består frivillige-indsatsen i at gå praktisk til hånde, styre køen og informere dem, der er blevet testet, om hvor de kan henvende sig med spørgsmål, hvis de får et positivt svar på deres test, hvilket er en kæmpe hjælp for personalet, der poder.
Corona-tjansen gik som smurt for Per:
”Det skræmte mig ikke,” sagde han – og han har nu meldt sig til at tage flere vagter i uge 10.
De øvrige, der har tilmeldt sig, følger trop efter Per til testcenteret. Alle frivillige blev selvfølgelig instrueret og udstyret med synlig vest og værnemidler.
Tag godt imod de frivillige, og send gerne et ekstra smil i deres retning.