
Vallensbæk-borgerne i alderen fra omkring 50 år og opefter har i høj grad taget imod tilbuddet om at blive vaccineret mod COVID-19. For den aldersgruppe ligger kommunen faktisk over landsgennemsnittet – for eksempel er 89,3 % af de 50-54-årige blevet vaccineret.
Det kniber desværre mere med de unge og børnene, hvor tilslutningen til vaccinen ligger lavere. For eksempel er kun 66 % af de 15-30-årige i Vallensbæk blevet vaccineret eller har bestilt tid – og det er et problem i forhold til bekæmpelsen af COVID-19-virussen.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle fra 12 år og opefter bliver vaccineret mod COVID-19. Når flere er vaccineret, er det nemmere at stå imod smitten og nye varianter, og ved også at vaccinere børn ned til 12 år, kan der opnås bedre kontrol med epidemien. Dermed kan smitte forhindres i den kommende efterårstid, hvor folk opholder sig mere indenfor og er tættere sammen.
Selv om børn typisk har et mildere sygdomsforløb end voksne, hvis de får corona, så giver det alligevel mening, at de bliver vaccineret. Vaccinerede børn er nemlig med til at stoppe smittekæder, og dermed er de med til at passe på ældre og sårbare familiemedlemmer, der ikke er vaccineret eller har lavere effekt af vaccinen. Samtidig giver en øget immunitet i befolkningen både børn og voksne en mere normal hverdag uden test og smitteopsporing.
Vallensbæk Kommune sætter nu ind på forskellige fronter for at få tilslutningen til vaccinen op blandt de yngre borgere. For eksempel er skolerne og ungdomsskolen med til at udbrede budskabet, og sundhedsplejerskerne informerer eleverne om corona-vaccination på samme måde som de taler med dem om for eksempel HPV-vaccinen.
Det bliver nu endnu nemmere at blive vaccineret. Alle fra 15 år og opefter vil fra mandag den 16. august kunne blive vaccineret uden tidsbestilling på alle vaccinationscentre i Region Hovedstaden – også centret i Ishøj, som er det tætteste på Vallensbæk. Adressen er Vejledalen 17.