
”Det betyder rigtig meget for mig, at jeg kan hjælpe andre mennesker i den sidste del af deres liv. Det er vigtigt, at det bliver en tid med gode minder og at de føler sig trygge.”
Sådan siger 27-årige Sabrin Kanafani, der arbejder som SOSU-assistent og elev-vejleder på Højstruphave. Når PenSam og FOA Ungdom for andet år i træk kårer Danmarks 100 største velfærdstalenter under 35 år, er Sabrin blandt de 100.
Sabrin var bare 17 år, da hun startede på uddannelsen som SOSU -hjælper. Efter uddannelsen blev hun ansat på Højstruphave, hvor hun har været siden. Sabrin valgte i 2016 at tage orlov for at tage SOSU-assistent-uddannelsen, som hun blev færdig med i sommeren 2018.
”Arbejdet som social- og sundhedsassistent giver mig rigtig meget livserfaring – du styrker din egen personlighed ved at arbejde med mennesker. Men det er også en god uddannelse at tage, hvis du godt kan lide det sundhedsfaglige og at arbejde med medicin,” forklarer Sabrin.
Medicin og sygepleje
Som SOSU-assistent arbejder Sabrin nemlig blandt andet med medicindosering og står for den generelle sygepleje af borgerne. Det vil sige, at hun arbejder med borgere, der både har psykiske og fysiske lidelser. Desuden har hun den nødvendige viden om kroppen og dens funktioner.
Sabrin er bevidst om, at der er mange fordomme forbundet med at være SOSU. Men hun synes, at det er et billede, der er ved at ændre sig.
”Fordommen om, at vores job bare er at skifte ble på de gamle, lever stadig, men jeg synes, at der de seneste år er kommet mere fokus på vores fag på de sociale medier og i nyhederne. Det har også gjort, at vi er blevet bedre til at udtrykke, hvad det er, vi arbejder med,” siger Sabrin og tilføjer, at hendes arbejde især handler om at vise omsorg for borgeren og hjælpe dem – både med det praktiske og det sociale.
På Højstruphave bliver der for eksempel dagligt lavet aktiviteter som gåture, fredagsbarer og bankospil.