
I Vallensbæk har vi fokus på helheden i børn og unges liv. Vi skal styrke, udfordre og udvikle børns talent og muligheder, så de får et liv i balance med høj livskvalitet. Et udviklende børn- og ungeliv er en af visionerne i kommunens udviklingsstrategi, og en ny brochure sætter nu fokus på netop, hvor mange muligheder der er for børn og unge i Vallensbæk.
Brochuren ”Vi danner og uddanner til fremtiden” er en præsentation af kommunens læringsmiljøer – lige fra dagtilbud til ungdomsuddannelse. I brochuren kan du for eksempel læse om kommunens makerspaces, arbejdet med FN’s 17 verdensmål, naturskolen Bækkehuset, kreativ læring og innovation, erhvervspraktik og meget mere. Ud over at være tilgængelig på kommunens skoler, institutioner og i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus, kommer brochuren også til at ligge på landets seminarer og hos lokale ejendomsmægler.
Derudover findes den i en digital version på kommunens hjemmeside.
I Vallensbæk har vi fremtidens kompetencer i fokus. Ved at give vores børn og unge mange forskellige læringsmiljøer og kompetencer mener vi, at vi kan danne og uddanne dem til at forfølge deres drømme om det gode, indholdsrige og spændende liv.