
Er du også et stort spørgsmålstegn, når dit barn slynger forkortelser som AFK og GG ud, og ved du ikke helt, hvad du skal sige, når samtalen lander på Fortnite og CounterStrike? Og hvad med skærmtid – hvor meget er ”for meget”, og hvorfor gamer børn og unge overhovedet?
Det og meget mere kan du blive klogere på, når vi torsdag den 17. marts stiller skarpt på børn og unges gaming-kultur og inviterer til ”Temaften: Hvorfor gamer mit barn?”. Arrangementet foregår i Havet i Vallensbæk Kultur & Borgerhus fra 17-19, hvor Center for Digital Pædagogik holder oplæg.
Frem for at computerspillene blot er noget, der foregår bag en lukket dør på teenageværelset, vil vi hjælpe med at gøre det til noget, der også bliver talt om ved middagsbordet.
”Vi oplever, at de unge ønsker, at deres forældre viser en interesse for gaming og spørger ind til, hvad de spiller. De synes ovenikøbet, det er fedt, hvis mor eller far vil spille med. Målet med foredraget er derfor at give forældrene viden omkring computerspil, samtidig med at de blandt andet får nogle gode råd omkring skærmtid,” siger afdelingsleder på Vallensbæk Ungdomsskole, Jakob Hammer-Helmich.
Oplægget varer halvanden time, hvor du blandt andet får indblik i, hvorfor og hvordan computerspil gør børn og unge glade. Derudover kommer oplægget ind på alt fra sprogbrug og skærmtid til kost og ernæring, fordomme, stereotyper, motivation, streaming og meget mere.
Arrangementet er gratis, men du skal booke billet via Place2book.