
Det er efterhånden blevet en tradition, at Vestegnens Kulturuge og Børnekulturugen afsluttes med et brag af en Festlig Fredag i Vallensbæk – og denne fredag var ingen undtagelse.
En lang række foreninger var mødt op for at lave aktiviteter for både store og små. På det store Sportsbingo-område var der blandt andet gymnastik, fodbold og spejder-aktiviteter. Rundt omkring – og inde i – rådhuset stod en lang række foreninger klar til at fortælle om deres arbejde.
Elevernes arbejde fra projektet Frivillighed på Skoleskemaet blev fremlagt, og den flotte Lanterneskov på Børnebiblioteket blev indviet.
Der var musikalsk underholdning dagen og aftenen igennem – lige fra musikskolens bands og 6. klassernes kæmpe stomp-orkester til professionelle optrædener fra blandt andet Sebastian Klein og Back to Back. Et af de største trækplastre var den unge duo Mika og Tobias, der er kendt fra YouTube med deres hit ”Ikke mere mælk”.
Det nye lys-kunstværk Gænger blev indviet med borgmestertale og lysende balloner, og aftenen sluttede med et kæmpe festfyrværkeri.