You are here

Virksomhederne har ordet

Det siger virksomhederne om Vallensbæk

Fem virksomheder fortæller i videoen, hvordan det er at drive virksomhed i Vallensbæk.

ISS Frugt.dk: Placering i Vallensbæk skaber optimale rammer

"Vi har rigtig mange chauffører, der hver dag kører ud fra virksomheden, og de gode til- og frakørselsforhold i Vallensbæk er optimale for os.
Vi har et meget tæt samarbejde med Vallensbæk Jobcenter om jobudvikling, og vi tager imod rigtig mange praktikanter", fortæller Jeanette Andersen fra frugt.dk

ISS frugt.dk er Danmarks største leverandør af frugtordninger til danske arbejdspladser. Hver uge leverer firmaet mere end 500.000 stykker frugt fordelt i næsten 10.000 kurve og kasser til erhvervskunder i hele landet.
Indkøb, pakning og logistik styres centralt fra ISS Frugt.dk’s lokaler i Vallensbæk, der beskæftiger 25 medarbejdere.

GK RØR: Vi er tæt på Hovedstaden, får kandidater fra Jobcentret og kan netværke

GK RØR er en del af GK-koncernen, der har hovedkontor i Oslo og leverer indeklimaløsninger til nybyggeri og eksisterende byggeri.

Det danske datterselskab GK RØR er placeret i Vallensbæks erhvervsområde 'Jydekrogen'. Forhenværende administrerende direktør Johnny Andersen fortæller her i videoen, hvorfor virksomheden har valgt at placere sig i Vallensbæk, hvordan samarbejdet med kommunen fungerer, og hvorfor han deltager i Virksomhedernes Dag.

Det Gyldne Brød: Gode forudsætninger for vækst i Vallensbæk

Bagermester Kim Sundgaard fortæller: "Vi ledte efter et sted, hvor vi både kunne have bageri, butik og bolig. Det hjalp Vallensbæk Kommune os med. Nu har vi haft vores virksomhed her siden 1987, og vi bliver her. Blandt andet fordi kommunen har været meget imødekommende i takt med, at vi havde brug for at bygge ud og bygge om. Og fordi vores kundegrundlag er stort – og kan blive endnu større på grund af de gode tilkørselsforhold i Vallensbæk. Vi har et tæt samarbejde med jobcentret, ikke mindst tager vi rigtig mange unge erhvervspraktikanter ind, så de kan snuse til bagerfaget."

Det Gyldne Brød trækker kunder fra hele Vestegnen, og har både café og drive in-køb, så du ikke skal stå ud af bilen.
Der er fokus på det gode håndværk, og der bliver produceret frisk brød i hele åbningstiden. Bageriet beskæftiger 50 medarbejdere og modtog i 2016 Erhvervssammenslutningens erhvervspris.

Vallensbæk Maskinsnedkeri: Vi bliver i Vallensbæks historiske landsby

"Vores motto er høj faglighed og kvalitet siden 1866", fortæller Carsten Andersen."Vi bliver her i Vallensbæk Landsby, fordi vi trods vækst i både befolkningstal og erhvervsvirksomheder stadig kan mærke landsbyens særlige atmosfære og historiske betydning. Vi har mange erhvervskunder uden for kommunen, men vi bliver, hvor vi er. Her har vi et rigtig godt samarbejde med både jobcenter og teknisk forvaltning."

Vallensbæk Maskinsnedkeri er et af landets ældste tømrerfirmaer. Det ligger i Vallensbæk Landsby, samme sted, hvor tømrer- og snedkermester Carsten Andersens tipoldefar oprindeligt etablerede sit hjul- og karetmagerværksted tilbage i 1866. I dag, 150 år og fem generationer senere, har virksomheden godt 20 medarbejdere.

Ricoh: Vallensbæk vil bare have virksomheder her

"Kommunen er den mest erhvervsvenlige, jeg har haft med at gøre i min erhvervskarriere", siger Søren Krog-Nielsen fra Ricoh. "Vi kan mærke, at Vallensbæk Kommune har et ekstremt stort fokus på erhvervsliv og borgere. Og som virksomhed finder du ikke bedre placering. Vi slipper for pendlertrafikken og kan hurtigt nå frem, også til Jylland. Der er 15 minutter i bil til lufthavnen, og Rådhuspladsen klares på 17-18 minutter."

Ricoh er en global teknologivirksomhed, der specialiserer sig i bl.a. IT-services. Ricoh-koncernen driver virksomhed i mere end 200 lande og regioner. Ricoh Danmark A/S flyttede til Vallensbæk i 2009. I 2015 rykkede Ricoh ind i Delta Park, hvor mulighederne for en højteknologisk arbejdsplads var optimale.

Kontakt

Kommunikationsansvarlig Kim Serup Rasmussen
Direktionscenter
Mob 6136 9492
Sidst opdateret 22.08.2019