You are here

Flextur

Med Flextur kan du blive kørt fra kantsten til kantsten alle ugens dage.

Som noget nyt tilbyder Vallensbæk Kommune Flextur. Hvis du for eksempel skal i svømmehallen, til tandlægen eller noget helt tredje, så kan du bestille en Flextur og blive kørt til døren – og naturligvis også hjem igen.

På mange måder minder Flextur altså om taxakørsel - men det er billigere, fordi kommunen støtter ordningen, fordi der kan være andre passagerer med på turen og fordi chaufføren ofte skal skal sætte flere passagerer af forskellige steder.

Tilbuddet om Flextur er for alle borgere – det kræver ikke visitation som andre kørselsordninger. 

Chaufføren er behjælpelig i og omkring bilen, men du skal kunne komme til og fra vognen ved egen hjælp. 


Resten af Sjælland (inklusiv brofaste øer) er med i Flextur-ordningen. 

Alt om Flextur

  • Hvad er fordelene ved Flextur?

    • Alle kan benytte Flextur
    • Du bliver kørt fra kantsten til kantsten
    • Det er nemt at booke en enkelt tur eller lave en fast aftale
    • Det er en tryg og sikker transportform, hvor du bliver sat af, hvor det passer dig!
    • Du kan blive hentet og bragt i tidrummet 06.00-23.00— din tur skal blot være påbegyndt i dette tidsrum
    • Du kan tage op til tre medrejsende med på din tur
    • Du kan køre til alle de kommuner, som er med i ordningen. Du kan se den fulde liste på Movias hjemmeside.

    Men husk!

    • Betaling af Flextur gælder kun til kørsel med Flextur, og dækker ikke videre transport med bus/tog
    • Du kan ikke benytte rejsekort/periodekort til betaling
    • Det er ikke tilladt at medbringe barnevogne og kæle- dyr på en Flextur
  • Hvad koster Flextur?

    Prisen for at køre med Flextur inden for Vallensbæk Kommune er den såkaldte kommunetakst.

    • Det koster 24 kroner for de første 10 kilometer
    • Efter 10 kilometer koster det 6 kroner pr. ekstra kilometer 
    • Efter 20 kilometer koster det 12 kroner pr. ekstra kilometer

    Hvis du kører til eller fra en anden kommune end Vallensbæk, koster det den såkaldte grundtakst.

    • Grundtaksten er 36 kroner for de første 10 kilometer
    • Efter 10 kilometer koster det 6 kroner pr. ekstra kilometer 
    • Efter 20 kilometer koster det 12 kroner pr. ekstra kilometer

    Børn under 16 år betaler halv pris på både taksten og ekstra kilometer.

  • Hvordan bestiller jeg en Flextur?

    Du har tre muligheder for at bestille en Flextur.

    • Du kan bestille en tur på movia.flextrafik.dk  
    • Du kan bestille en tur gennem Movias gratis app - Flextrafik
    • Du kan bestille en tur på telefon 7026 2727

    Bestiller du din tur via internettet eller appen, får du 10 procent i rabat.

    For at booke turen via Movias hjemmeside, skal du oprette dig som kunde. Her skal du bruge NemID og dankortoplysninger. Du skal kun indtaste dankortoplysningerne første gang, du bestiller, da systemet husker dig til næste gang.

    Hvis du bestiller via telefonen, er der åbent for bestilling mandag til fredag klokken 8-18 og lørdage, søndage og helligdage klokken 8-18.

    Telefonerne er døgnbemandet i forhold til bestilte ture. Bestiller du turen over telefonen, skal du være opmærksom på, at du skal betale med lige penge til chaufføren ved turens start.

    Ved bestilling skal du oplyse, om der er medrejsende (maks. tre passagerer), og om du medbringer hjælpemiddel fx kørestol. 

  • Hvad skal jeg oplyse, når jeg bestiller en tur?

    • Navn og telefonnummer (helst mobilnummer)
    • Start– og slutadresse for din tur
    • Ønsket afgangs– eller ankomsttidspunkt
    • Om du skal have bagage med (max 11 kg)
    • Om du medbringer hjælpemidler
    • Antal personer på turen (max 4)
    • Om du medbringer autostol til et medrejsende barn
  • I hvilket tidsrum kan jeg køre med Flextur?

    Du kan køre med Flextur alle dage mellem 6 og 23, og du kan blive kørt til og fra de aftalte adresser i de kommuner, der tilbyder Flextur.

  • Kan jeg bestille en fast kørselsaftale?

    Det er muligt at bestille en fast kørsel, hvis du ofte kører samme tur på samme tidspunkt. 

    Turen kan bestilles tidligst 14 dage før og senest to timer inden, du ønsker at køre turen.

    Du får altid oplyst det præcise afhentningstidspunkt og skal blot stå klar ved kantstenen fem minutter inden.

  • Hvordan foregår afhentningen?

    Afhentning kan variere fra 15 min før til 45 min efter det ønskede afhentningstidspunkt.

    Ved bestilling får du oplyst det præcise afhentningstidspunkt.

    Din Flextur vil ankomme i tidsrummet fra 5 min før til 15 min efter det tidspunkt du får oplyst ved bestilling.

     

    Har du ventet forgæves på en vogn i mere end 15 min i forhold til det aftalte afhentningstidspunkt skal du kontakte Trafikselskabet Movia på telefon 70 26 27 27.

  • Hvis jeg har flere spørgsmål, hvor kan jeg så finde svar?

    Du kan altid finde svar på Movias hjemmeside

    Du kan også ringe til Movia på telefon 7026 2727. 

    Du kan også sende en mail til flextrafik@moviatrafik.dk 

  • Det med småt

    • Alle borgere i kommunen kan benytte Flextur, så længe det ikke kræver særlig hjælp fra chaufføren
    • Du kan godt køre igennem en kommune, der ikke er med i Flextur-ordningen, men du kan ikke standse der  
    • Flextur køres af person- og liftvogne
    • Du kan medbringe ét styk stort bagage fx en kufftert  
    • Dyr kan ikke tages med ved Flextur. Fører- og servicehunde er undtaget
    • Barne- og klapvogne kan ikke medtages 
    • Hvis dit barn skal sidde i autostol eller på selepude, skal du selv medbringe den
    • Bemærk, at der kan være begrænsninger, hvis du kører til Kalundborg, Holbæk, Næstved, Vordingborg eller Guldborgsund. Få mere at vide hos Flextur på tlf: 7026 2727
    • Omkring jul og nytår kører Flextur på særlige vilkår
Sidst opdateret 13.08.2019