You are here

SommerCamp

SFO'erne i Vallensbæk inviterer til SommerCamp i uge 28, 29 og 30. Alle børn, der er startet i SFO den 1. maj og alle 0.-3. klasser, er inviteret.

Det bliver en sommer fyldt med spændende aktivteter for de børn, som starter i SFO den 1. maj og børn i 0. - 3. klasse. SommerCampen foregår i år på Pilehaveskolen.

Vi plejer at holde SommerCamp på Vallensbæk Skole. Men i sommerferien skal der bygges om og renoveres her, så vi kan ikke være der. Samtidig mener vi ikke, at det er forsvarligt at være der, når der vil være byggeplads trafik til skolen.

I Vallensbæk udnytter vi det unikke vi har, og gør op med det, vi plejer. Vi udnytter, at vi har en anden skole at være på, og gør op med det, vi plejer - SommerCampen flytter derfor til Pilehaveskolen. 

En lærerig tidsrejse - uge 28 

Den første uge står på teater. Her er der lagt op til et kreativt teaterstykke, der starter i fremtiden, udspiller sig i nutiden og slutter i en helt tredje fremtid.

I løbet af ugen vil vi lave kulisser, skrive manuskripter, øve vores roller og meget mere af alt det, der hører sig til i teaterets verden. Det færdige teaterstykke holdes for SommerCampens børn, deres forældre og bedsteforældre. Og der er grund til at glæde sig, for der er noget at lære for både de mindste, deres forældre og bedsteforældre.

Teaterstykket bliver opført fredag kl. 13, men hold øje med Tabulex for mere info i løbet af ugen. 

Kan man lave kunst ud af skrald? - uge 29

Netop det bliver børnene klogere på i anden uge af SommerCampen. Her står den på kreativitet, når vi laver skulpturer af genbrugsplast og skrald. Vi vil bruge det skrald, som børnene kender fra deres dagligdag og skrald fra selve SommerCampen, og så skal vi finde skrald fra naturen. Alt sammen bliver omdannet til ting, vi ikke anede var mulige. Som inspiration tager vi en tur på Arken og lærer om kunst. 

Skulpturerne, som skraldet forvandles til, skal tage udgangspunkt i det, børnene har oplevet i ugens løb. Vi håber, at børnene vil få en på opleveren og blive mere bevidste om, hvad det er for en fantastisk verden, vi lever i, og hvor vigtigt det er at passe på den. Og de vil opleve, at det kan gøres på en både sjov og lærerig måde.

Om fredagen vil der være fernisering.      

Fra jord til bord - uge 30

Temaet for den tredje uge er ”Fra jord til Bord”. Vi bliver klogere på, hvor i verden vores mad kommer fra, og hvordan man dyrker den. Det kan være spørgsmål som: Hvad bliver græsset brugt til? Hvordan ser et æg ud indeni? Hvad er det gule, og hvad er det hvide? Hvordan høster man? Hvordan høstede man for 50 år siden? Og hvordan høster man i fremtiden?

Vi tænker at bygge hytter af kokasser og hestepærer med halm – og hvem ved, måske finder vi noget i naturen, vi kan bruge til vores huse. Vi laver mad i det fri, og slagter kyllinger, som i gamle dage.

Hvis vejret tillader det, forestiller vi os, at vi overnatter i det fri og bliver klogere på, hvordan man boede engang.

Fredag afsluttes med en fælles frokost, og der håber vi at se både børn og forældre kl. 12 i Bækkehuset. Kl. 15 vil børnene blive kørt tilbage til Pilehaveskolen, hvor der er afhentning indtil kl. 16. Så hvis du kommer og spiser med os, er der fri mulighed for afhentning ved Bækkehuset efter frokost, i stedet for ved Pilehaveskolen om eftermiddagen.  

Sidst opdateret 10.04.2019