Her kan du læse om, hvordan dit tilskud bliver genberegnet ved ændringer i indkomsten, hvordan årsreguleringen gennemføres, og hvad der sker, hvis der skal ske tilbagebetaling.
Månedlig genberegning ved ændringer i indkomst
Hvis din husstands samlede månedlige indkomst ændrer sig med mere end 1.600 kr., bliver dit tilskud genberegnet. Er indtægtsændringen permanent, anbefaler vi at du ændrer din indtægt i Digital Pladsanvisning, så du fx undgår at skulle betale penge tilbage på et senere tidspunkt.
Sådan foregår en genberegning
Når der foretages en genberegning, indhenter Pladsanvisningen oplysninger om din indkomst direkte fra SKAT og sammenholder dem med de oplysninger, du selv har registreret.
Genberegningen sker både ved indkomststigninger og -fald. Medfører genberegningen en ændring i dit økonomiske fripladstilskud, vil reguleringen blive indarbejdet i opkrævningen tre måneder efter. Eksempelvis vil en indkomstændring i januar få betydning for opkrævningen i april. Har du penge til gode svarende til mere end én måneds opkrævning, udbetales overskydende beløb til dig. Har du gæld til kommunen vil det overskydende beløb blive modregnet i gælden.
Løbende ændringer i indkomst
Hvis indkomsten for dig eller din ægtefælle eller samlever ændrer sig ofte, kan du opleve at dit økonomiske fripladstilskud og dermed forældrebetalingen, ændrer sig fra måned til måned.
Det gælder fx for:
- studerende med varierende indkomst. Bemærk, at SU-lån ikke medregnes i indtægtsgrundlaget
- dagpengemodtagere der skifter mellem 4 og 5 ugers udbetalinger i en måned
- lønmodtagere med tillæg, ekstraarbejde eller ved særlig feriegodtgørelse
- honorarlønnede, timeløns- eller vikaransatte med varierende indkomst
Hvis du i tre måneder i træk ikke har modtaget økonomisk fripladstilskud, fordi husstandsindtægten har været for høj, skal du søge om økonomisk friplads på ny, hvis husstandsindtægten falder.
Selvstændige erhvervsdrivende
Hvis du og eller din ægtefælle eller samlever er selvstændig erhvervsdrivende, sker der ikke automatiske ændringer i fripladstilskuddet i løbet af året, men kun ved den årlige efterregulering. Du har pligt til at oplyse, hvis du modtager indkomst, som ikke er skattepligtig i Danmark.
Hvis indkomstændringen er varig
Den genberegnede indkomst gemmes ikke og anvendes derfor kun for den måned, hvor genberegningen foretages. Er ændringen i din indkomst permanent, skal du selv opdatere dine oplysninger i Digital Pladsanvisning.
Hvis du ikke ændrer din indkomst, vil systemet automatisk foretage en genberegning af dit økonomiske fripladstilskud hver måned.
Årsregulering – samlet opgørelse for et år
Når året er afsluttet, laver it-systemet en gennemgang af de tilskud, du har modtaget måned for måned, og sammenholder dem med din husstands faktiske indkomst i de samme perioder. Disse oplysninger hentes fra SKAT.
På den baggrund foretages der en endelig beregning af dit økonomiske fripladstilskud for hele det forgangne år.
Du modtager altid en opgørelse over årets tilskud – uanset om:
- du skal have penge tilbage
- du skal tilbagebetale for meget udbetalt tilskud
- eller dit tilskud har været korrekt hele året
Årsreguleringen kan først gennemføres, når SKAT har afsluttet alle årsopgørelser. Den sker derfor typisk sidst i det efterfølgende år. For eksempel gennemføres årsreguleringen for 2025 i slutningen af 2026.
Kontrol af oplysninger – partshøring
Når du modtager opgørelsen (partshøringsbrev), er det vigtigt, at du gennemgår oplysningerne og sikrer dig, at de er korrekte.
Mener du, at der er fejl i oplysningerne, skal du gøre indsigelse via Digital Pladsanvisning senest 14 dage efter modtagelsen. Herefter vil sagen blive genbehandlet.
Hvis du ikke reagerer inden fristen, betragtes partshøringsbrevet som en afgørelse, når de 14 dage er udløbet. Ønsker du at klage over afgørelsen, gælder der herefter en klagefrist på fire uger.
Klage over afgørelse om tilbagebetaling
Er du uenig i en afgørelse om tilbagebetaling af økonomisk fripladstilskud, kan du klage til Ankestyrelsen.
Klagen skal indsendes via Digital Pladsanvisning senest fire uger efter, at du har modtaget afgørelsen. Pladsanvisningen vil inden videresendelse tage sagen op til fornyet vurdering. Fastholdes afgørelsen, sendes sagen videre til Ankestyrelsen.
Det er vigtigt, at opkrævningen betales til tiden – også selvom du har klaget. Vallensbæk Kommune fastholder kravet, indtil der foreligger en endelig afgørelse fra Ankestyrelsen. Får du medhold i din klage, vil beløbet blive tilbagebetalt til dig.
Har du brug for en afdragsordning kan du, efter at du har modtaget opkrævningen, kontakte kommunens debitorafdeling.