Du kan få folke-, førtids- og seniorpension. Folkepension kan du få fra du er 65 år. Førtids- og seniorpension bliver tilkendt af Vallensbæk Kommune.
Folkepension
Du kan søge folkepension et halvt år før, du fylder 65 år. Den bliver først udbetalt, når din ansøgning er behandlet.
Ansøg om folkepension via borger.dk.
Hvis du har spørgsmål til din ansøgning, kan du henvende dig i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus.
Du kan få folkepension, fra du er mellem 65 og 68 år afhængigt af, hvornår du er født.
Fødselsdato | Folkepensionsalder |
---|---|
31. december 1953 eller tidligere | 65 år |
1. januar 1954 – 30. juni 1954 | 65 ½ år |
1. juli 1954 – 31. december 1954 | 66 år |
1. januar 1955 – 30. juni 1955 | 66 ½ år |
1. juli 1955 – 31. december 1962 | 67 år |
1. januar 1963 – 31. december 1966 | 68 år |
1. januar 1967 eller senere | 69 år |
Tallene i skemaet er vejledende. Folkepensionsalderen kan blive forhøjet, fordi den bliver tilpasset ud fra den gennemsnitlige levealder.
Som folkepensionist har du mulighed for at søge om forskellige økonomiske tillæg og ydelser, der kan dække nogle af dine udgifter til fx varme, tandpleje og medicin. Måske kan du også få ældrecheck. Det afhænger af din situation og din såkaldte ’personlige tillægsprocent’, der bliver beregnet ud fra din og din eventuelle ægtefælle eller samlevers indkomst.
Vær opmærksom på, at hvis du får brøkpension, dvs. en brøkdel af den fulde pension, kan du måske få et personligt tillæg hos kommunen som supplement til din folkepension.
Du kan læse om de typiske ydelser til folkepensionister på borger.dk:
Som folkepensionist har du muligvis ret til ældrecheck - det afhænger af din formue og din personlige tillægsprocent. Hvis du har ret til ældrecheck, får du den automatisk udbetalt i januar sammen med din folkepension.
Hvis du ikke tidligere har oplyst Udbetaling Danmark om din formue til ældrecheck, skal du dog gøre det for at få udbetalt ældrechecken.
Læs mere på borger.dk
For at udskyde din folkepension skal du:
- have ret til folkepension
- arbejde mindst 750 timer inden for et kalenderår
- kunne dokumentere, at du arbejder. Du får besked, hvis du skal indsende dokumentation.
Hvis du udskyder din folkepension mindre end et kalenderår, bliver det antal timer, du skal arbejde, tilpasset perioden. Hvis du fx udskyder din folkepension fra 1. juli til 31. december, så skal du arbejde mindst 375 timer.
Læs mere på borger.dk.
Hvad får jeg ud af at udskyde min folkepension?
Når du udskyder din folkepension, optjener du en venteprocent. Jo længere tid du udskyder din folkepension, desto mere optjener du i venteprocent. Når du senere vælger at få din folkepension udbetalt, betyder det, at du får mere i folkepension i form af et ventetillæg.
Størrelsen på ventetillægget afhænger af din venteprocent.
Ventetillæg bliver beregnet som en procentdel (venteprocenten) af dit grundbeløb og pensionstillæg, medmindre du vælger at få dit grundbeløb udbetalt som et engangstillæg.
Vær opmærksom på at Udbetaling Danmark først kan beregne din venteprocent, når du vælger at få din folkepension udbetalt.
Venteprocenten afhænger af:
- hvor længe du udskyder pensionen
- hvor gammel du er på det tidspunkt, hvor du vælger at få folkepensionen udbetalt
- hvordan du vælger at få dit ventetillæg udbetalt
Udbetaling Danmark anbefaler, at du kontakter en privat rådgiver, hvis du vil have rådgivning om, om det kan betale sig for dig at udskyde din pension. Udbetaling Danmark kan kun vejlede dig om reglerne.
Opgørelsen vil enten vise at:
- Du har fået den folkepension, du har ret til.
- Du har fået for meget i folkepension, og du skal betale penge tilbage.
- Du har fået for lidt i folkepension, og du skal have penge tilbage.
Hvornår gør Udbetaling Danmark min folkepension op?
Udbetaling Danmark gør din folkepension op fra juni, når din årsopgørelse er klar fra Skattestyrelsen.
Hvis du eller samlever har en selvstændig virksomheder, gør Udbetaling Danmark din/jeres pension op i september, når begge jeres årsopgørelse fra Skattestyrelsen er klar.
Hvordan gør Udbetaling Danmark min folkepension op?
Udbetaling Danmark laver opgørelsen af din folkepension på baggrund af din årsopgørelse fra Skattestyrelsen. I brevet om opgørelsen af din folkepension, kan du se hvilke indkomstoplysninger Udbetaling Danmark har beregnet din pension ud fra.
Har du spørgsmål om folkepension, kan du læse mere på borger.dk.
Her kan du:
- få svar på de oftest stillede spørgsmål
- se, hvilke frister du skal huske
- få hjælp til at betjene dig selv på nettet – fx til at udfylde din ansøgning.
Du kan også kontakte Udbetaling Danmark. Læs mere på borger.dk.
Førtidspension
Det er kommunen, der tilkender førtidspension. Dvs. det er kommunen, der vurderer, om du opfylder betingelserne for at få førtidspension. Men det er Udbetaling Danmark, der beregner og udbetaler din førtidspension, når du har fået den tilkendt.
Du skal derfor kontakte Udbetaling Danmark, hvis du har spørgsmål om beregning og udbetaling af førtidspension.
Det er kommunen, der tilkender førtidspension. Dvs. det er kommunen, der vurderer, om du opfylder betingelserne for at få førtidspension. Men det er Udbetaling Danmark, der beregner og udbetaler din førtidspension, når du har fået den tilkendt. Du skal derfor kontakte Udbetaling Danmark, hvis du har spørgsmål om beregning og udbetaling af førtidspension.
Læs mere om førtidspension på borger.dk.
Kontakt Udbetaling Danmark:
Seniorpension
Hvis du efter et langt arbejdsliv er nedslidt og har højest 6 år til din folkepensionsalder, kan du søge seniorpension.
Det er en ydelse, du kan få, hvis du er tæt på pensionsalderen, har været mange år på arbejdsmarkedet og har en nedsat arbejdsevne, hvor du højst kan arbejde 15 timer om ugen.
Seniorpension kan være en mulighed, hvis du er tæt på folkepensionsalderen, har været mange år på arbejdsmarkedet, og din arbejdsevne er varigt sat ned til højst 15 timer om ugen i forhold til dit seneste job.
Det er krav, at:
- du har højst seks år til folkepensionsalderen
- din arbejdsevne er varigt sat ned til højst 15 timer om ugen i forhold til dit seneste job
- du har arbejdet i mindst 27 timer om ugen i 20-25 år. Hvis du er eller har været ansat i fleksjob, er kravet til antal arbejdstimer mindre.
Du kan søge om seniorpension hos kommunen, og kommunen afgør, om du har ret til seniorpension.
Du kan dokumentere din beskæftigelse med oplysninger om indbetalinger til ATP Livslang Pension.
For at få seniorpension skal du også opfylde krav til din bopæl og dit statsborgerskab.
Kontakt kommunen, hvis du vil vide mere om seniorpension.
Du kan dokumentere din beskæftigelse med oplysninger om indbetalinger til ATP Livslang Pension. Du skal selv hente og sende dine ATP-oplysninger til kommunen.
Du kan lave en foreløbig beregning af din seniorpension ud fra dine oplysninger her.
Hvor meget du kan få i seniorpension afhænger bl.a. af, om du er enlig eller gift/samlevende.
Din seniorpension kan blive sat ned, hvis du eller din ægtefælle/samlever har indkomster over en vis størrelse ved siden af din pension.
Månedligt beløb for seniorpension før skat:
- hvis du er enlig: 19.092 kr. (2020)
- hvis du er gift/samlevende 16.229 kr. (2020)
Din pension kan gøres hvilende, hvis du kan forsørge dig selv
Kommunen kan gøre din pension hvilende, hvis kommunen kan se, at du arbejder mere end 15 timer om ugen og over en længere periode tjener mere, end hvad der svarer til 212.360 kr. om året (2020).
Du kan også selv søge om, at din pension bliver gjort hvilende. Hvis du vil det, skal du kontakte kommunen.
Du skal også kontakte kommunen for at få genoptaget udbetalingen af din seniorpension, hvis du ikke længere arbejder, eller hvis du mener, at du fremover vil tjene mindre end 212.360 kr. om året (2020).
Kontakt kommunen, hvis du vil vide mere om seniorpension.
Du og din ægtefælle/samlever må gerne have indkomster ud over seniorpensionen, men din seniorpension kan blive sat ned.
Indkomster, der kan have betydning for, hvor meget du får i seniorpension, er fx:
- Indkomst ved personligt arbejde, fx løn, honorar mv.
- Udbetalinger fra pensioner, fx arbejdsmarkedspensioner og ratepension
- Bidrag og andre løbende ydelser, fx erstatninger
- Indkomst ud over seniorpensionen, som du skal betale skat af
- Positiv kapitalindkomst
Indkomstgrænse i kr. om året før skat (2020)
Du er: | Din seniorpension bliver sat ned, hvis din/jeres indkomst er over: |
---|---|
Enlig | 80.300 kr. |
Gift/samlevende med pensionist | 127.400 kr. |
Gift/samlevende med en, der ikke er pensionist | 127.400 kr. |
Du kan lave en foreløbig beregning af din seniorpension ud fra dine oplysninger her:
Kommunen træffer afgørelser om seniorpension. Er du uenig i kommunens afgørelse, kan du klage over den til Ankestyrelsen. Du skal inden fire uger sende klagen til kommunen, som sender den videre til Ankestyrelsen.