”Det er vores pligt som kommune at sikre, at borgernes skattekroner ikke bliver misbrugt”, siger Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk.
Derfor har kommunen en kontrolgruppe, der skal opdage snyd med sociale ydelser som for eksempel kontanthjælp og sygedagpenge. Et eksempel kan være en selvstændig erhvervsdrivende, der får sygedagpenge – samtidig med at vedkommende fortsat arbejder.
Formålet med kontrolindsatsen er altså at sikre, at man får, hvad man har ret til – ikke at forfølge borgere, der lovligt modtager ydelser fra kommunen.
I 2018 har kontrolgruppen opdaget socialt bedrageri for i alt 4,6 mio. kr., hvoraf de 3,2 mio. er kommunale kroner. Resten er penge, som staten skal have tilbage.
Kommunerne har fået et tættere samarbejde med Udbetaling Danmark omkring indsatsen imod socialt bedrageri – dette har også bidraget til den samlede besparelse.
”Vi fortsætter ufortrødent kampen mod socialt bedrageri. De lovlydige borgere skal ikke betale for dem, der får uberettigede ydelser”, siger borgmester Henrik Rasmussen.